SMK møder H.M. Dronningen
Jeg hedder Henrik Holm, og jeg er museumsinspektør her på SMK.
Vi skal se på et meget, meget stort maleri af Vigilius Eriksen.
Og min gæst er Dronning Margrethe 2. af Danmark.
Hvordan kan det være, at De har valgt netop det her maleri?
Det er et fantastisk flot billede, og det er spændende -
- fordi Juliane Marie er en interessant person.
Hun har ikke noget særligt godt navn i vores historie, men hun var begavet.
Jeg ved, at hun har korresponderet med højtbegavede mennesker uden for Danmark.
Hun har haft de der kontakter, og man har givet også regnet hende for noget.
Hun var jo Frederik 5.s anden hustru. Hans første hustru, Louise, dør.
Og så bliver han gift med denne Juliane Marie fra...
Åh, hvor var det nu, hun var fra? Fra et tysk fyrstendømme i hvert fald.
Hun kom til Danmark. Hun blev gift med kongen. De fik en søn. Arveprins Frederik.
Ja, hun bliver gift med en konge, som må have været en del ældre end hende selv -
- og vist nok var ganske påvirket af alkohol, da han blev gift med hende.
Og han dør ret tidligt i 1766. Hun har været enke i ti år på det tidspunkt.
Det var jo hendes mands søn af første ægteskab -
- der var blevet konge. Christian 7.
Og han var et problematisk menneske. Det har hun jo kunnet se.
Og det kan man jo også se på billedet: Hun var bestemt ikke noget lille mæhæ.
I hvert fald udviklede hun sig til at blive en dame med sine meninger.
Hun har ganske givet villet noget med sig selv.
Hun er jo kendt blandt andet for at styre landet for Christian 7. i nogle år -
- indtil hun bliver sat ud på et sidespor på Fredensborg.
Det er også en af grundene til, at jeg sætter pris på billedet.
Hun har betydet så meget for Fredensborg. Hun kom til at bo der helt og holdent.
Og hun har sat et stærkt præg på Fredensborg. Et godt præg.
Hun havde decideret god smag. Hun vidste altså, hvad hun ville.
Hun benyttede sig meget af arkitekten Harsdorff -
- til modernisering og ombygning på Fredensborg.
Hun er i hvidt. Det er en af mulighederne for dronninger i enkestand.
Også dengang. Men den baggrundsfarve, hun har valgt... Den der grøn-blå.
Den er jo vanvittigt dristig, og det er netop ikke det der kongeligt rødt -
- som man er vant til at se. Hun har den der elegante farve.
Jeg tør vædde med, at det ikke er noget, som Vigilius Eriksen har påduttet hende.
Jeg tror, at hun har haft det selv og syntes, at det var en god baggrund.
Hun står foran en tronstol, og stolen og draperierne har det samme motiv.
Og så vidt jeg kan se, så har det lille stykke tæppe også det samme motiv.
Det er noget meget enkelt noget. Det er sådan nogle blade.
Det skal nok være laurbærblade, men ikke i den klassiske fortolkning -
- hvor de sidder sådan. Det er meget smart. Meget flot, synes jeg.
- Og de eksisterer ikke længere? - Nej, det gør de ikke.
Til gengæld har jeg tilladt mig at kopiere mønstret på et gæsteværelse...
Kongens soveværelse, såkaldt, på Christian 7.s palæ -
- som blev gjort i stand for nu efterhånden en hel del år siden.
Jeg skulle finde noget og tænkte: Kombinationen af den lidt grøn-turkise...
Nu om dage ville man kalde den petrol, men det havde de jo ikke.
Men den der grøn-blå farve med guldet... Jeg syntes, det var så raffineret.
Så jeg fik faktisk kopieret den på den seng, der står derinde.
Og så er der selvfølgelig hvidt underfor i sengeafhænget -
- som minder om hendes kjole. Og det kan man selvfølgelig grine af.
Men jeg føler mig på en eller anden måde meget forbundet med det maleri.
Jeg har et personligt forhold til det. Hun var en betydelig personlighed.
Hun har været en personlighed. Altså hun har haft gennemslagskraft.
Ja, og jeg synes, at Vigilius Eriksen får noget af det frem.
Altså både en styrke...
Og så har han faktisk været god til at male magtfulde kvinder.
Han har jo malet Katharina den Store af Rusland.
Han var i tjeneste for det russiske hof. Det er også bestilt til det russiske hof.
Så det skulle passe ind på Eremitageslottet.
Og det kan måske have gjort noget for, hvilket format det skulle arbejdes i -
- fordi det skulle passe ind i en større sammenhæng.
Så det blev faktisk sendt til den russiske zar og blev hængt op der.
Og så kom det tilbage her -
- da det blev solgt ud fra Eremitageslottet i 1939.
Det anede jeg ikke. Nej, hvor fantastisk.
Jeg anede ikke, at det ikke havde været i Danmark altid.
- Det blev købt tilbage. - Det var godt. Det er jeg da glad for.
- Det er jeg virkeligt glad for. - Ja.
Så det har virkelig været ude på en meget lang historistisk rejse.
Og det er også noget af det, som jeg glæder mig over ved ældre kunst.
- Det er fantastisk, at hun er her endnu. - Ja, eller igen.
Det er 1776, og vi sidder her og ser på en...
Altså jeg får fornemmelsen af, at hun er der.
Hun er meget præsent. Det er hun.
Ja, der er både noget følsomt og noget meget ophøjet over det der.
Og det kræver en god kunstner at kunne få sådan en flertydighed ind i et kunstværk.
- Det er lykkedes utroligt godt. - Ja.
Vi kunne måske gå videre til at tale mere generelt om -
- hvad kunst betyder for Deres Majestæt? Fordi det er jo ikke en ligegyldig ting.
For nogle af os er det noget, der hjælper os til at holde hele livet oppe.
Jeg har jo haft det held i mit liv, at jeg har været omgivet af kunst altid.
Men som jeg er blevet ældre, har jeg fået mere sans for, hvad der virkelig tæller.
Og min mor var vældig god til at forklare mig, hvad der var af gode billeder.
På Fredensborg hænger der mange billeder, som for størstedelens vedkommende -
- egentlig er en del af Statens Museum for Kunsts samlinger.
Og på Fredensborg hænger der ærligt talt både skidt og kanel. Det kan man godt se.
Nogle ting er vældig fine, og andre ting er ikke særligt bemærkelsesværdige.
Men jeg kan godt lide at have billeder. Også når de ikke er sådan nogle -
- man går hen og knikser for, hver gang man går forbi.
Der er noget med ældre billeder, også selvom de ikke er det syvende underværk.
Jeg tænkte, at vi skulle se noget mere på dragten.
Hvad er det dog nede foran? Hun har sådan et broderi.
Det er noget kniplingsagtigt noget, som hun har som en flæse.
En mindre bred flæse forneden, og så halvvejs oppe en meget dybere flæse.
Og ja, det er jo begyndende...
Det er sådan sen rokoko, begyndende Louis Seize-stil.
Louis Seize-stilen kommer jo til Danmark i hendes tid.
Dragten er tæt på rokoko, men alligevel ikke helt.
Den er lidt mere streng.
Man kan også se, at vi er nået op i en senere tid end rokoko -
- når man ser på valget af farve.
Og også når man ser på broderiet på stolen.
Det er jo meget afmålt. Der er jo ikke noget fnidder der -
- og ingen små bevægelser i alle mulige retninger. Det er mere klassicistisk.
Det er jo nok laurbærgrene, der snor sig om de der tre linjer.
Også den her meget enkle trekants- komposition er jo et klassisk træk.
At have så enkel, så simpel og så rolig en komposition er jo ikke rokoko.
- Rokoko er jo langt mere spraglet. - Ja, og lidt i alle retninger.
Ja, men her er... hvad skal man sige? Broderierne og pynten er ligesom -
- på selve den centrale krop.
Så det hele er meget mere stringent. Også det der fald, der er over draperiet.
Altså det er classique at se det der klæde, der falder så velordnet ned.
Det er sjovt at få lov at snakke om det, fordi det er et pragtfuldt billede.
Og jeg blev så inspireret af farverne, da gæsteværelset skulle gøres i stand.
