Kærlighedens Vendepunkt, Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 16

Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 16

Kapitel 16

Uvenner

Elisabeth og Jørgen kørte en tur efter frokost under påskud af, at Elisabeth skulle se egnen. Så snart de var blevet alene, begyndte Elisabeth at fortælle, hvad der var sket om formiddagen. Hun hulkede:

"Din mor hader mig. Hun vil ikke have mig i huset. Vidste du det? Er det derfor, jeg aldrig måtte komme på besøg? Du kunne godt have advaret mig, men du sagde ikke et ord."

Jørgen lyttede mere og mere sammenbidt. Han satte farten op, og jeepen næsten fløj hen ad den smalle markvej.

"Det er jo frygteligt," stønnede han. "Jeg tror, min mor er gået fra forstanden. Jeg vidste godt, at hun ikke brød sig om, at du skulle komme. Men det her kan jeg ikke finde mig i. Hun må ud af huset. Jeg har længe bedt hende om at flytte, men hun vil ikke."

Han standsede bilen og slog armene om Elisabeth.

"Kan du tilgive mig? Det er min skyld alt sammen. Jeg skulle have sørget for, at mor var ude af huset, før du kom. Men jeg vidste ikke, at hun kunne være så modbydelig."

"Kan vi ikke aflyse middagen i aften og på lørdag?" spurgte Elisabeth og pudsede næse. "Hun har også inviteret Jess, og jeg kan bare ikke klare at være i stue med ham. Han får mig til at bryde fuldstændig sammen, bare han ser på mig."

Jørgen så pludselig vred ud. "Det er virkelig for galt, at han trænger sig sådan ind på dig. Han klæber jo til dig, så vi nærmer os et polititilhold. Sig mig, elsker du ham stadig?"

Elisabeth så fortvivlet på sin kæreste.

"Nej, hvordan kan du tro det? Jeg er helt færdig med ham, men han er så påtrængende. Han kryber næsten ind under huden på mig. Det er hæsligt." Hendes øjne blev våde igen.

"Jeg håber, det er sandt, hvad du siger."

Jørgens stemme var pludselig blevet iskold. Han startede bilen og svingede ud på vejen.

"Nu kører vi hjem. Vi aflyser middagen på lørdag, og så synes jeg, vi skal køre ned til præsten og tale med Jess. Jeg skal også have en alvorlig samtale med min mor."

Elisabeth sad stiv og kold på sædet ved siden af Jørgen. Hvorfor var alting blevet så frygteligt? I morges var hun verdens lykkeligste kvinde.

Hvis det skulle være på den måde, ville hun pakke sine kufferter og rejse hjem allerede i morgen. Herta havde bestemt over Jørgens liv i 39 år, og det kunne sikkert ikke laves om nu. Og hvis Herta skulle bestemme, havde hun, Elisabeth, ikke nogen fremtid på Harrestrup. Jørgen og Elisabeth tog over på præstegården for at tale med Jess. Vennen Peter kunne godt mærke, at der var noget i vejen. Han tog sin familie med ud i haven, mens Jørgen og Elisabeth satte sig i stuen sammen med Jess. Elisabeth sad i sofaen og holdt Jørgen i hånden. Hun lignede en lille grå og bekymret mus.

Pludselig følte Jess at magien blev brudt. Et slør faldt fra hans øjne. Det var jo i virkeligheden bare kedelige Elizabeth, som sad der. Det ville blive det samme gamle, kedelige liv, hvis han vandt hende tilbage. Ganske vist var hun hans. Ja, helt bestemt. Men hvad skulle han med hende? Han ville hellere have et nyt og spændende liv med en ny og spændende kvinde - eller rettere flere. Han kunne lige så godt lade Jørgen få Elizabeth.

Jess ville tilbage til Sjælland. Tilbage til det liv, hvor kvinderne beundrede ham og ville have ham. Det kunne pludselig ikke gå hurtigt nok med at komme væk fra præstegården med det kedelige familieliv og de larmende unger.

Men Herta blev boende. Hun gav Elisabeth en undskyldning allerede samme aften. Hun forstod, at hun var gået for langt. Hun lovede rød i kinderne og med blanke øjne at flytte ud, så snart der var kommet et nyt køkken på den anden gård. Elisabeth var godt tilfreds, bare hun havde udsigt til senere at blive alene med Jørgen.

Elisabeth og Jørgen fandt hinanden igen gennem en lang og svimlende lykkelig nat, hvor de næsten ikke fik søvn i øjnene.

Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 16 Der Wendepunkt der Liebe: Kapitel 16 Το σημείο καμπής της αγάπης: Κεφάλαιο 16 The Turning Point of Love: Chapter 16 Het keerpunt van de liefde: Hoofdstuk 16

Kapitel 16

Uvenner Feinde Unfriended

Elisabeth og Jørgen kørte en tur efter frokost under påskud af, at Elisabeth skulle se egnen. |||||||||Vorwand|||||| Elisabeth and Jørgen went for a drive after lunch on the pretext that Elisabeth wanted to see the area. После обеда Элизабет и Йорген отправились на прогулку под предлогом того, что Элизабет хочет посмотреть сельскую местность. Så snart de var blevet alene, begyndte Elisabeth at fortælle, hvad der var sket om formiddagen. |||||||||||||||vormittags As soon as they were alone, Elisabeth began to tell what had happened that morning. Hun hulkede: |heulte

"Din mor hader mig. “Your mother hates me. Hun vil ikke have mig i huset. She doesn't want me in the house. Vidste du det? Did you know? Er det derfor, jeg aldrig måtte komme på besøg? Is that why I never got to visit? Du kunne godt have advaret mig, men du sagde ikke et ord." You could have warned me, but you didn't say a word." Ты мог бы предупредить меня, но ты не сказал ни слова".

Jørgen lyttede mere og mere sammenbidt. |||||verkniffen Jørgen listened more and more intently. Han satte farten op, og jeepen næsten fløj hen ad den smalle markvej. |||||der Jeep||||||schmalen|Feldweg Er beschleunigte und der Jeep flog fast den schmalen Feldweg hinunter. He picked up speed and the jeep almost flew down the narrow country road.

"Det er jo frygteligt," stønnede han. "That's terrible," he groaned. "Jeg tror, min mor er gået fra forstanden. |||||||Verstand verloren “I think my mother has lost her mind. Jeg vidste godt, at hun ikke brød sig om, at du skulle komme. ||||||sich kümmern|||||| I knew she didn't care for you to come. Я знал, что она не любит, когда ты приходишь. Men det her kan jeg ikke finde mig i. Hun må ud af huset. But I can't get my head around this. She has to get out of the house. Но я не могу с этим мириться. Она должна уйти из дома. Jeg har længe bedt hende om at flytte, men hun vil ikke." I've been asking her to move for a long time, but she doesn't want to." Я давно прошу ее переехать, но она не хочет".

Han standsede bilen og slog armene om Elisabeth. He stopped the car and put his arms around Elisabeth.

"Kan du tilgive mig? ||verzeihst| Det er min skyld alt sammen. It's all my fault. Это все моя вина. Jeg skulle have sørget for, at mor var ude af huset, før du kom. I should have made sure mom was out of the house before you came. Men jeg vidste ikke, at hun kunne være __så__ modbydelig." |||||||||widerlich But I didn't know she could be so disgusting." Но я не знал, что она может быть такой отвратительной".

"Kan vi ikke aflyse middagen i aften og på lørdag?" "Can't we cancel dinner tonight and on Saturday?" spurgte Elisabeth og pudsede næse. "Hun har også inviteret Jess, og jeg kan bare ikke klare at være i stue med ham. "She's also invited Jess, and I just can't stand being in a room with him. Han får mig til at bryde fuldstændig sammen, bare han ser på mig." He makes me totally break down just looking at me." Он заставляет меня полностью сломаться, просто глядя на меня".

Jørgen så pludselig vred ud. Jørgen suddenly looked angry. "Det er virkelig for galt, at han trænger sig sådan ind på dig. “It's really too crazy for him to push in on you like that. Han klæber jo til dig, så vi nærmer os et polititilhold. |klebt|||||||||Polizeihalt Er klammert sich an Sie, also sind wir kurz vor einer einstweiligen Verfügung. He sticks to you, so we're getting close to a restraining order. Он прилип к тебе, так что мы приближаемся к запретительному приказу. Sig mig, elsker du ham stadig?" Tell me, do you still love him?"

Elisabeth så fortvivlet på sin kæreste. ||verzweifelt||| Elisabeth looked despairingly at her partner.

"Nej, hvordan kan du tro det? “No, how can you believe that? Jeg er helt færdig med ham, men han er så påtrængende. ||||||||||aufdringlich I'm completely done with him, but he's so pushy. Han kryber næsten ind under huden på mig. He almost crawls under my skin. Det er hæsligt." ||hässlich Hendes øjne blev våde igen. |||nass|

"Jeg håber, det er sandt, hvad du siger." "I hope what you say is true."

Jørgens stemme var pludselig blevet iskold. |||||eiskalt Jørgen's voice had suddenly turned ice cold. Han startede bilen og svingede ud på vejen.

"Nu kører vi hjem. Vi aflyser middagen på lørdag, og så synes jeg, vi skal køre ned til præsten og tale med Jess. We're canceling dinner on Saturday, and then I think we should drive down to the vicar's and talk to Jess. Jeg skal også have en alvorlig samtale med min mor." I also need to have a serious conversation with my mother."

Elisabeth sad stiv og kold på sædet ved siden af Jørgen. ||||||dem Sitz|||| Elisabeth sat stiff and cold on the seat next to Jørgen. Hvorfor var alting blevet så frygteligt? Why had everything become so terrible? I morges var hun verdens lykkeligste kvinde. |heute Morgen||||glücklichste| This morning she was the happiest woman in the world.

Hvis det skulle være på den måde, ville hun pakke sine kufferter og rejse hjem allerede i morgen. If it had to be that way, she would pack her bags and go home already tomorrow. Herta havde bestemt over Jørgens liv i 39 år, og det kunne sikkert ikke laves om nu. Herta had decided over Jørgen's life for 39 years, and that probably couldn't be changed now. Херта распоряжалась жизнью Йоргена 39 лет, и теперь, вероятно, ничего нельзя было изменить. Og hvis Herta skulle bestemme, havde hun, Elisabeth, ikke nogen fremtid på Harrestrup. And if Herta had to decide, she, Elisabeth, had no future at Harrestrup. Jørgen og Elisabeth tog over på præstegården for at tale med Jess. ||||||Pfarrhaus||||| Jørgen and Elisabeth went over to the vicarage to talk to Jess. Vennen Peter kunne godt mærke, at der var noget i vejen. The friend Peter could sense that something was wrong. Его друг Петр почувствовал, что что-то не так. Han tog sin familie med ud i haven, mens Jørgen og Elisabeth satte sig i stuen sammen med Jess. He took his family out into the garden, while Jørgen and Elisabeth sat in the living room with Jess. Elisabeth sad i sofaen og holdt Jørgen i hånden. Elisabeth sat on the sofa and held Jørgen's hand. Hun lignede en lille grå og bekymret mus. She looked like a little gray and worried mouse.

Pludselig følte Jess at magien blev brudt. ||||Magie||gebrochen Suddenly, Jess felt the spell break. Внезапно Джесс почувствовала, что магия нарушена. Et slør faldt fra hans øjne. |Schleier|||| A veil fell from his eyes. Пелена упала с его глаз. Det var jo i virkeligheden bare kedelige Elizabeth, som sad der. It was actually just boring Elizabeth sitting there. На самом деле Элизабет было просто скучно сидеть там. Det ville blive det samme gamle, kedelige liv, hvis han vandt hende tilbage. It would be the same old boring life if he won her back. Если он вернет ее, это будет все та же старая скучная жизнь. Ganske vist var hun hans. Sure enough, she was his. Признаться, она была его. Ja, helt bestemt. Yes, definitely. Men hvad skulle han med hende? But what was he going to do with her? Han ville hellere have et nyt og spændende liv med en ny og spændende kvinde - eller rettere flere. He would rather have a new and exciting life with a new and exciting woman - or rather several. Он предпочел бы новую и захватывающую жизнь с новой и захватывающей женщиной - или, скорее, с несколькими. Han kunne lige så godt lade Jørgen få Elizabeth. He might as well let Jørgen have Elizabeth. Он мог бы позволить Йоргену взять Элизабет.

Jess ville tilbage til Sjælland. Jess wanted to return to Zealand. Tilbage til det liv, hvor kvinderne beundrede ham og ville have ham. ||||||bewunderten||||| Back to the life where the women admired him and wanted him. Повернутися до життя, де жінки захоплювалися ним і хотіли його. Det kunne pludselig ikke gå hurtigt nok med at komme væk fra præstegården med det kedelige familieliv og de larmende unger. ||||||||||||||||Familienleben|||| It suddenly couldn't go fast enough to get away from the vicarage with the boring family life and the noisy children. Внезапно отъезд из викария с его скучной семейной жизнью и шумными детьми не мог произойти достаточно быстро. Втеча з вікаріату з його нудним сімейним життям і галасливими дітьми раптом не могла настати досить швидко.

Men Herta blev boende. But Herta stayed. Но Херта остался на месте. Але Герта залишилася на місці. Hun gav Elisabeth en undskyldning allerede samme aften. ||||Entschuldigung||| She gave Elisabeth an apology already that evening. Того ж вечора вона вибачилася перед Елізабет. Hun forstod, at hun var gået for langt. She understood that she had gone too far. Она поняла, что зашла слишком далеко. Hun lovede rød i kinderne og med blanke øjne at flytte ud, så snart der var kommet et nyt køkken på den anden gård. Red-cheeked and glazed-eyed, she promised to move out as soon as a new kitchen was built on the other farm. Ее щеки раскраснелись, а глаза блестели, она пообещала съехать, как только в другом дворе будет установлена новая кухня. Її щоки розчервонілися, а очі сяяли, вона пообіцяла переїхати, як тільки на іншій фермі встановлять нову кухню. Elisabeth var godt tilfreds, bare hun havde udsigt til senere at blive alene med Jørgen. Elisabeth was well satisfied, as long as she had the prospect of later being alone with Jørgen.

Elisabeth og Jørgen fandt hinanden igen gennem en lang og svimlende lykkelig nat, hvor de næsten ikke fik søvn i øjnene. ||||||||||schwindelerregend||||||||Schlaf||den Augen Elisabeth and Jørgen found each other again through a long and dizzyingly happy night, where they hardly got sleep in their eyes. Элизабет и Йорген вновь обрели друг друга через долгую и головокружительно счастливую ночь, в которой почти не было сна.