Sarah, Tyskland. 51 år 10
Et halvt år efter mit ophold i Sverige mødte jeg Paul på en konference i Stockholm. Paul er tysker, uddannet kemiker og arbejder i Miljøstyrelsen i Berlin. Vi blev kærester og rejste de næste fire år frem og tilbage mellem København og Berlin. Først med bussen, senere med fly. En gang om måneden kom Paul til København, og en gang om måneden rejste jeg til Berlin. Desuden talte vi sammen i telefon hver aften. Paul elsker naturen og vandreture, og han fik mig til at løbe og cykle, så jeg kunne komme med på lange vandreture i blandt andet Island, Grønland og Himalaya.
I den periode blev Rebecca færdig med gymnasiet og flyttede tilbage til Berlin. Hun havde haft det godt i København, især på sit gymnasium. Men hun følte sig alligevel mere hjemme i Berlin. Sammenlignet med Berlin er København trods alt kun en lille by, og hun var i den alder, hvor man har lyst til at prøve noget nyt. Hun ville gerne læse teatervidenskab, men ligesom mig dengang i DDR kom hun ikke ind. Hendes meget gode danske karaktergennemsnit på over 10 blev omregnet til et tysk gennemsnit, som slet ikke svarede til det danske, og som ikke var meget værd. Det var uheldigt, men det hænger sammen med den specielle karakterskala i Danmark, som er anderledes end den tyske. Det betød desværre, at der gik flere år, før hun kom i gang med en uddannelse. Det var også svært for hende at finde et arbejde. I Danmark var alt gået nemt, det var sværere i Berlin. Først efter nogle omveje begyndte hun at studere digitale medier i London. Nu udvikler hun computerinterfaces.
Når jeg spørger Rebecca i dag, hvordan hun har oplevet sin tid i Danmark, så er hun positiv, men hun vil ikke flytte tilbage. Hun synes, at København er en hyggelig by, men hun føler sig mere hjemme i Berlin eller London. Samtidig siger hun, at det er godt at have boet i udlandet, for det udvider horisonten. I Danmark havde hun et forspring i forhold til de danske børn, og også nu, i Tyskland, har hun oplevet mere end andre på sin alder. Hun snakker for eksempel tre sprog flydende.
Paul ville sikkert have fundet et arbejde i Danmark, men nu var Rebecca i Berlin, og derfor var det mere naturligt, at jeg også flyttede tilbage. Det var lidt trist at forlade Danmark, men jeg ville gerne bo sammen med Paul. Kort inden jeg flyttede tilbage til Berlin, forsvarede jeg min ph.d. på DTU. I den anledning kom mange af mine tyske venner og næsten alle mine søskende samt nogle af deres ægtefæller og børn til København.
Det var en god afslutning på mine 10 år i Danmark. Jeg solgte lejligheden, og få dage efter kom Paul med en flyttebil. Ligesom dengang, da jeg flyttede til Danmark, havde vi lejet en stor bil i Berlin. Denne gang var den bare endnu større, for i mellemtiden havde jeg fået flere ting. I Danmark fik vi hjælp af vores danske venner, og i Berlin stod vores tyske venner parat til at hjælpe os med at tømme bilen og flytte tingene ind. Også Jan-Henrik var ked af det, da vi flyttede, for vi var blevet hans nærmeste venner.
Så var vores tid i Danmark forbi. Paul og jeg fandt hurtigt en dejlig fælles lejlighed i Berlin, hvor det er nemmere og billigere at leje en lejlighed end i København. Jeg fandt arbejde i et statsligt institut, hvor der bliver testet fødevarer.
Men jeg må indrømme, at jeg savner mit arbejde på DTU. På min nye arbejdsplads er strukturerne langt mere hierarkiske med en større afstand mellem lederne og de ansatte. Der er også langt mere bureaukrati både på arbejdet og med de offentlige myndigheder i Tyskland. Jeg savner det uformelle og afslappede i Danmark, hvor alt nærmest gik af sig selv. Jeg husker et brev fra Københavns Kommune, hvor de skrev: „Hvis du er alene med dit barn, er du berettiget til ekstra børnetilskud. Vær venlig at skrive under på bagsiden og send kortet tilbage. Modtager betaler portoen."
