De Dødes Rige af Henrik Pontoppidan, De Dødes Rige: Torben og Jytte 1.3

De Dødes Rige: Torben og Jytte 1.3

Et par timer senere sad Asmus Hagen ved vinduet og røg en cigaret efter et forsinket frokostmåltid. Han var godt tilfreds med resultatet af sin undersøgelse, og da han havde taget en prøve af det nye lægemiddel med fra København, var kuren forsåvidt allerede begyndt.

Torben sad i sofahjørnet med hånden under kinden. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro.

"Husk altså: to piller tre gange daglig. Forøvrigt frisk luft, sol og en fornuftig diæt. Du skal se, inden der er gået tre fjerdingår ligner du dig selv fra gamle dage. Om et år er du rigsdagsmand, og så er det jo kun et tidsspørgsmål, hvornår du skal optræde med den bekendte trekantede under armen og guldgaloner ned ad bøvserne og henrykke hoffets damer med din velskabte person. Lys, luft – und Liebe. Med denne moderne treenigheds velsignelse skal mine piller nok gøre underværker. Se der!" En af husets piger var kommen ind. I rådvild forlegenhed blev hun stående henne ved døren med en skål fuld af friske blomster.

"Hvad er det?" spurgte Torben næsten brysk – ængstet af en anelse.

"Ja – tænk dig! – dem havde jeg skam nær glemt. Jeg telefonerede igår med Tante Bertha – ja med Jytte forresten også – og fortalte dem, at jeg rejste herover. Den nærmere anledning fortav jeg dog naturligvis. De bad mig så om at hilse, og i aftes på banegården stod der et bud med de blomster til dig i en æske. Har de ikke holdt sig godt? Å, jomfru, bring dem dog hen til godsejeren!" Torben afviste pigen og undskyldte sig med, at han ikke tålte duften.

"Sæt dem hen på bordet!" befalede han.

"Du skal forresten høre noget mærkeligt", sagde Asmus, da pigen var gået. "Mens alle vi andre ærlig talt – nu kan jeg jo godt sige det – ikke havde noget stort håb om at se dig rask igen, gamle ven, så har min kække kusine hele tiden hårdnakket holdt på, at du nok vilde komme dig. Det var som en fiks ide, hun havde fået. Nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. Men sådan er hun. Hvad hun vil, det vil hun. Og hun vil altid det umulige." Torben rejste sig. Han tålte ikke flere stærke indtryk. Hans tanker svimlede. Ligesom løsslupne duer, der sidder og trykker sig omkring det åbnede slag – lysblændede, rådvilde og forskræmte – vilde de tilbage til ensomheden og det tilvante mørke.

I det samme kom Barbara ind igen. Hun gik hurtigt hen til Torben og meldte, at Pastor Vestrup var kommen.

"En præst?" sagde Asmus Hagen og gjorde store øjne.

Torben blev lidt ærgerlig.

"Sagde I ikke, at her var fremmede? Forresten ... Du kender ham jo, Asmus! Det er Mads Vestrup." "Vestrup?" "Ja, husker du ham ikke fra studentersamfundet og aprilforeningen? En bondestudent her fra egnen." "Vent lidt! Er det Skidtmads?" "Ja ja. Han har forresten forandret sig meget. Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. – Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!" Asmus Hagens smukke og kloge øjne blev atter store af overraskelse, da præsten kom ind. Det var en mand af middelhøjde, lavbenet men med bugnende overkrop og tung af fedme. Han bar briller men ellers var der ikke noget præsteligt ved ham. Han var mørk i huden som en bonde og var også påklædt som en bonde, bar en bredskødet frakke af dyffel og et blomstret bomuldstørklæde knyttet om halsen i stedet for flip. Omkring munden og ned over hagen bredte sig en sort skæggebund.

Pastor Vestrup havde godt vidst, at der var kommen fremmede til Favsingholm. Han havde fra sit vænge set hyrevognen fra Randers, da den kørte gennem landsbyen. Derfor var han netop kommen her. Men da han nu såe Asmus Hagen, var han nær ved at fortryde at have givet efter for sin nysgerrighed. Til sin ærgelse og skam følte han overfor denne elegante og verdensvante herre pludselig noget af den ellers forlængst overvundne forsagthed, der i gamle dage så tidt havde fået ham til at slå øjnene ned for folk, som han i sit Hjerte foragtede. Blandt andet blev han urolig ved synet af den andens brocherede silkevest og fik travlt med at knappe sin frakke over brystet, fordi hans egen var mærket af mange års brug.

"Jeg har vist allerede set Deres hjem. Er det ikke præstegården, der ligger straks på højre hånd, når man kommer fra Randers? Et langt, gulkalket stuehus med mange stærekasser på gavlen og en vindmotor på ryggen af ladebygningen?" "Jo, det er mit hjem," svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret, idet han ved sig selv gjorde en højst uærbødig bemærkning om "den lille københavnske laps". Der sad nu de tre gamle studenterkammerater i den hældende dag og holdt med besvær en samtale vedlige ved at opfriske minderne fra ungdomstiden. Især var Præsten meget ordstille. Det blev for hans vedkommende ikke til stort mere end nogle små grynt til bekræftelse eller benægtelse. Ikke med en mine røbede han, at han havde genkendt Asmus Hagen eller vidste, hvem han var, endsige at han viste ham nogen særlig agtelse på grund af hans glimrende løbebane. Tilsyneladende udeltagende, men med et årvågent Blik bag brillerne, sad han og strøg sig med hånden over sin ubarberede hage. Det lød som om han gned sig med sandpapir.

I virkeligheden vidste han dog rigtig god besked. Han havde ofte læst den unge Professors navn i aviserne og set ham løftet i højsædet som den moderne medicins førstemand herhjemme. Men den slags døgnberømmelse misundte han ingen. Hvad betød sligt i evigheden? Dersom han havde villet det, kunde han også godt selv have siddet derovre i København med et landskendt navn og haft både universitetsprofessorer og endnu mere højnæsede personer rendende på sine trapper. Det var såmænd ikke mere end et par dage siden han igen havde fået en opfordring til at overtage folketingskresen her for at bevare den for demokratiet.

Torben trak sig mere og mere ud af samtalen. Han var glad ved at sidde et øjeblik uforstyrret med sine egne tanker. Længe kunde han dog ikke tie med den store nyhed. Men da han vilde begynde på en forklaring, gik det hurtigt i urede for ham.

"Fortæl selv, Asmus!" sagde han og strøg sig over panden.

Mads Vestrups mørkegrå øjne flyttede sig mistroisk fra den ene til den anden under Professorens fortælling. Han var i begyndelsen mest tilbøjelig til at tro, at den var et forsøg på at have ham tilbedste. Men også da han havde forstået, at det var alvor, forholdt han sig tavs. Noget i den tone, hvori denne videnskabens nye sejr over døden blev forkyndt, fik ham til at slå blikket ned.

"Hans miskundhed er det jo dog, der udretter det altsammen," sluttede han. Asmus Hagen forstod godt, at der blev tilkastet ham en handske; men han fandt det ikke umagen værd at tage den op. Som den fede Præst sad der med hænderne foldede over brystet og med fødderne i de klodsede ankelsko væltet om på siden, sådan at sålerne stødte mod hinanden, gjorde han udelukkende et komisk indtryk på ham, – det var jo den genopstandne Anders Tikøb!

"Det glæder mig, hvad De der siger, Pastor Vestrup. Fornylig læste jeg nemlig, at en af Deres kaldsbrødre havde kaldt lægerne for djævelens håndlangere. Der er altså i det spørgsmål en divergens indenfor kirken." Mads Vestrup løftede sit tunge hoved.

"Hvad tænker De selv derom, Professor Hagen? De er jo en af ungdommens lærere. Mener De, at lægen i sin gerning kan undvære Herrens velsignelse?" "Spørgsmålet er lovlig ligetil, Pastor Vestrup. Men vil De gerne vide det, så plejer jeg at sige til mine studenter, at der ikke er videnskaben noget tilfælde bekendt, hvor virkningen af et lægemiddel ikke har kunnet forklares som en fuldt ud naturlig proces, ganske uafhængig af nogen troesbekendelse. En spiseskefuld amerikansk olje f. eks. virker også efter min personlige erfaring ganske suverænt. På en Kristen, en Muhamedaner eller en hedning garanterer jeg den samme virkning." Mads Vestrup såe over på ham med påtagen forbavselse. Han formelig måbede. Hvordan? Kunde det virkelig være oplyste menneskers alvorlige mening – spurgte han – at et kemisk præparat ejede nogen livsopholdende magt i sig selv? Det var jo da at sætte sig på samme åndelige standpunkt som negere og Hottentotter, der tilbad "ånderne" i en kampesten og besværgede dem ved trolddom. Så forstod han da bedre den katolske overtro på hellige kilder og undergørende Madonnabilleder, skønt man naturligvis måtte fordømme også denne form for genstandsdyrkelse. Men forresten vilde han spørge: hvad hjalp det at gøre legemet friskt, dersom sjælen sygnede hen og hjertet forhærdedes? Herpå skyldte den højlærde videnskab endnu menneskeheden svar.

"Det svar har de dog fået allerede i Deres skoletid, Hr. Pastor! Corpore sana, mens sano. I et sundt legeme en sund sjæl – det var lægekunstens motto lige fra dens ældste dage." På sin uforanderligt sindige, næsten søvnige måde svarede Mads Vestrup, at det Citat kendte han naturligvis godt. Det var et af disseherre hedenske visdomsord, som ved nærmere betragtning kun var en kønt klingende frase. Fordi et menneske var pukkelrygget eller spedalsk, var derfor også hans sjæl forkrøblet, hans hjerte urent? Såe man ikke tværtimod ofte, at et smukt og blomstrende legeme sørgeligt godt forligedes med et tomt og forfængeligt, ja med et råddent indre? I det hele vilde han gerne vide, hvordan en læge, når han ikke følte sig som Guds ydmyge redskab, fik mod til at bruge sin kunst på andre mennesker. Han handlede jo så rent i blinde. De syge folk f. eks. dernede på det Pariser-hospital – hvor kunde lægerne så sikkert vide, at der var gjort en velgerning mod dem ved den helbredelse? Derom kunde alene Gud dømme, og til hans rådslagning havde videnskaben endnu ikke fundet vej. Dersom de herrer læger kunde følge deres patienters livsløb lige til enden, ja udover døden til dommen, vilde der måske i flere tilfælde være grund til at fortryde det "mirakel", der var bleven gjort med dem. Asmus Hagen begyndte at blive utålmodig.

"Jeg foreslår, Pastor Vestrup, at vi går over til et andet emne. Dette her er jo mildest talt noget udtærsket." Men den tid var forbi, da Mads Vestrup lod sig kyse af en overlegen mine. Asmus Hagens bemærkning havde tværtimod den virkning, at han nu kom i ornat og faldt ind i præketonen. Med orglende stemme talte han om den oprørske selvrådighed, der havde grebet tidens børn og tidlig eller sent vilde gøre dem vanvittige tilhobe. Om ikke før, så når Herrens time kom for et stakkels menneske, vilde al selvskabt herlighed opløse sig som et blændværk, al selvskabt styrke bøjes som et siv. Når mørket lagde sig på vore øjelåg, og det udtærede legeme krummede sig i angst og pine – hvad hjalp så alle videnskabens pulvere og dråber? For dødens gru og samvittighedens vånde fandtes dog ingen medicin.

"Da har vi dog f. eks. morfin," sagde Asmus Hagen. Det kom som henkastet, men ordet fløj gennem luften med sikkert sigte og ramte Mads Vestrup lige i hjertet med en kraft, så det næsten kunde høres. Hans tykke ansigt åbnede sig påny med et ganske molboagtigt udtryk af forbavselse – og dennegang uden al forstillelse.

"Ja – gift!" sagde han og skottede til Torben med et ængstet blik.

"Det kan man gerne sige. Men denne gift har den moderne lægevidenskab forvandlet til en velsignelse for menneskeheden. På nogle få øjeblikke bringer den en lidende stakkel fred både til legeme og sjæl, så han kan sove ind i døden så sødeligt som et barn ved sin moders bryst. Den lille glassprøjte er bleven et profant nådemiddel, der bevisligt for manges vedkommende har gjort kirkens trøst overflødig." Mads Vestrup havde hørt på dette med sammenbidt mund. Ved de sidste ord vendte han igen øjnene mod gulvet. Blodet sang i hans øre; han måtte ty til bønnen for ikke at give efter for en vild lyst til at springe op og slå den frække spotter midt i hans glatte porcellænsansigt.

Asmus Hagen betænkte sig et øjeblik. Men han havde fået blod på tanden og ønskede at give sin modstander nådestødet.

"Deres standpunkt forstår jeg i det hele ikke, da jo også Kristus efter Biblen optrådte som læge og altså selv har givet eksemplet. Han genopvakte endda døde folk, hvad vi andre dog ikke befatter os med, og hvad jeg forresten også finder ret inkonsekvent af ham med hans opfattelse af tilværelsen. Når man betragter denne verden som en jammerdal, kan man just ikke kalde det en barmhjertighedsgerning mod et lykkeligt hjempermitteret menneske at gøre ham levende igen. Der er f. eks. historien om Jaïri Datter. Et ungt, uskyldigt blod, sikker på himmeriges glæder, er taget bort fra verdens onde fristelser og farer. Og så – bare for at gøre propaganda for sin religiøse ide – –" Længere kom han ikke. Mads Vestrup tumlede op med et grynt som en vildorne og tog om ryggen af en stol. Det havde været hans hensigt at slynge den i hovedet på ham, men synet af Barbara, som i det samme tilfældigt kom ind, bragte ham til besindelse. Han stod et øjeblik grå i ansigtet og stirrede ned på Asmus Hagen med skum i mundvigene. Så gik han bort uden farvel.

Barbara fulgte ham ud.

Asmus Hagen såe lidt forbløffet efter ham og derpå hen på Torben.

"Du er vred på mig, gamle ven!" sagde han og gik hen og lagde sin hånd på hans skulder.

"Du havde ikke lov til at krænke ham. han var dog min gæst." "Javist! Det var dumt! Og jeg gør dig min undskyldning. Men han kunde have ladet være med at ægge mig op. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige person gående her. Det er ikke sundt for dig. Har du rigtig lagt mærke til hans øjne? Et par kloakbrønde – fulde til randen af den frommeste ondskab. Tag dig i agt for ham! Jeg kender den slags folk?" "Ja, mon du også gør det?" "Å du, jeg har truffet mage til de øjne både herhjemme og i udlandet. Vi har endnu middelalderen stikkende rundt om i krogene. Endogså ved universiteterne, du! Det er nærved at blive uhyggeligt! Det går med obskurantismen som med væggetøj og kakelakker. Man får den aldrig drevet helt ud af smuthullerne. Og havde de karle magt som de har agt, så osede kætterbålene igen i alle lande." "Jeg kan huske, Asmus, det var en stående talemåde hos dig selv i gamle dage, at du gad set alle præster og degne hængt." Asmus, der var gået ud over gulvet, drejede sig om på hælen med hænderne i siden og lo.

"Det gør jeg endnu! Jeg håber bare, at det skal blive overflødigt. De vil revne af sig selv ligesom troldene i eventyret. Af misundelse og afmægtig arrigskab. Din gode ven, Hr. Mads, var jo sprækkefærdig allerede. – Hvad er han i grunden for en person? Han stammer her fra egnen?" "Hans moder var en fattig væverenke herinde fra nabosognet. Jeg husker hende godt. Jeg var lidt bange for hende som barn, fordi hun gik med store hornbriller. Måske også fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad. Hun levede forresten sine sidste år hos ham her i præstegården." "Så har han altså ikke sin galskab fra fremmede," sagde Asmus; han var standset ved en hylde med gamle stenalder-redskaber, som han gav sig til at undersøge. "Det må vel være et godt kald, han har her? Du forstår, jeg dømmer efter omfanget af mandens mavesæk. Hvor kan du egenlig holde ud at se på alt det gudfrygtige flæsk uden at få kvalme?" "Embedet er ikke synderlig stort," svarede Torben, som om han ikke havde hørt det sidste. "Men han skal være en god økonom. Der er dem, som endogså kalder ham gerrig. Det veed jeg nu ikke noget om; men jeg tror nok, at han går i stadig bekymring for udkommet. I det hele er han vist langtfra noget lykkeligt menneske. Med al sin gudsfrygt har han et tungt sind." "Atra bilis – ja. Jeg såe det straks. Har han mange børn?" "Det tror jeg ikke. Men han har nok andre huslige genvordigheder. Hans kone skal være bleven halvvejs krøbling efter den sidste barnefødsel. Og du kender måske talemåden om kødets brand i en treårs tyr og en velnæret præst." Asmus kom smilende tilbage over gulvet.

"Nu kender jeg dig igen, Junker Torben! Af hvem har du forresten lært al den folkelige visdom? – Men nu skal du gå ind og hvile dig. Jeg kan se på dig, at du er træt."

De Dødes Rige: Torben og Jytte 1.3 Königreich der Toten: Torben und Jytte 1.3 The Kingdom of the Dead: Torben and Jytte 1.3 Reino de los Muertos: Torben y Jytte 1.3

Et par timer senere sad Asmus Hagen ved vinduet og røg en cigaret efter et forsinket frokostmåltid. |||||||||||||||delayed| A couple of hours later, Asmus Hagen sat by the window smoking a cigarette after a delayed lunch. Han var godt tilfreds med resultatet af sin undersøgelse, og da han havde taget en prøve af det nye lægemiddel med fra København, var kuren forsåvidt allerede begyndt. He was quite satisfied with the result of his research, and since he had brought a sample of the new medication with him from Copenhagen, the treatment had already begun.

Torben sad i sofahjørnet med hånden under kinden. Torben sat in the corner of the sofa with his hand under his chin. Han var som bedøvet og vidste ikke, hvad han turde tro. He was stunned and didn't know what he dared to believe. Он был как бы ошеломлен и не знал, чему верить.

"Husk altså: to piller tre gange daglig. "Remember: two pills three times a day. Así que recuerde: dos pastillas tres veces al día. «Итак, помните: по две таблетки три раза в день. Forøvrigt frisk luft, sol og en fornuftig diæt. Furthermore, fresh air, sun, and a sensible diet. Du skal se, inden der er gået tre fjerdingår ligner du dig selv fra gamle dage. You must see, before three quarters of a year goes by, you look like your old self. Om et år er du rigsdagsmand, og så er det jo kun et tidsspørgsmål, hvornår du skal optræde med den bekendte trekantede under armen og guldgaloner ned ad bøvserne og henrykke hoffets damer med din velskabte person. |||||||||||||||||||||||||||||||||||well-formed| In a year, you will be a member of parliament, and then it's just a matter of time before you perform with the familiar triangular under your arm and gold braid down the sleeves, enchanting the ladies of the court with your well-formed figure. Через год ты станешь депутатом, и тогда только вопрос времени, когда ты появишься со знакомым треугольничком под мышкой и золотыми галлонами в отрыжке и порадуешь придворных дам своим стройным лицом. . Lys, luft – und Liebe. Light, air – and love. Med denne moderne treenigheds velsignelse skal mine piller nok gøre underværker. With the blessing of this modern trinity, my pills will probably do wonders. Se der!" Look there!" En af husets piger var kommen ind. One of the girls in the house had come in. I rådvild forlegenhed blev hun stående henne ved døren med en skål fuld af friske blomster. In disgruntled embarrassment, she was standing at the door with a bowl full of fresh flowers.

"Hvad er det?" "What is it?" spurgte Torben næsten brysk – ængstet af en anelse. Torben asked almost brusquely - anxious for a moment.

"Ja – tænk dig! "Yes - mind you! – dem havde jeg skam nær glemt. - I had almost forgotten them. Jeg telefonerede igår med Tante Bertha – ja med Jytte forresten også – og fortalte dem, at jeg rejste herover. I telephoned yesterday with Aunt Bertha - yes with Jytte by the way - and told them that I traveled over here. Den nærmere anledning fortav jeg dog naturligvis. Of course, however, I missed the occasion. De bad mig så om at hilse, og i aftes på banegården stod der et bud med de blomster til dig i en æske. |||||||||||||||messenger|||||||| They then asked me to say hello, and last night at the railway station there was a message with those flowers for you in a box. Har de ikke holdt sig godt? Didn't they stay well? Å, jomfru, bring dem dog hen til godsejeren!" Oh, virgin, however, bring them to the landlord! " Torben afviste pigen og undskyldte sig med, at han ikke tålte duften. Torben rejected the girl and apologized for not tolerating the scent.

"Sæt dem hen på bordet!" "Put them on the table!" befalede han. he commanded.

"Du skal forresten høre noget mærkeligt", sagde Asmus, da pigen var gået. "By the way, you should hear something strange," Asmus said as the girl had left. "Mens alle vi andre ærlig talt – nu kan jeg jo godt sige det – ikke havde noget stort håb om at se dig rask igen, gamle ven, så har min kække kusine hele tiden hårdnakket holdt på, at du nok vilde komme dig. "While all of us honestly - now I can say that - had no great hope of seeing you well again, old friend, my cousin's cousin kept insisting that you would probably recover. Det var som en fiks ide, hun havde fået. It was like a good idea she had come up with. Nu bagefter tager den sig jo helt forbløffende ud. Afterwards, it looks amazing. Men sådan er hun. But that's how she is. Hvad hun vil, det vil hun. What she wants, she wants to. Og hun vil altid det umulige." And she will always want the impossible. Torben rejste sig. Torben stood up. Han tålte ikke flere stærke indtryk. He could not tolerate more strong impressions. Hans tanker svimlede. His thoughts fizzled. Ligesom løsslupne duer, der sidder og trykker sig omkring det åbnede slag – lysblændede, rådvilde og forskræmte – vilde de tilbage til ensomheden og det tilvante mørke. Like wild pigeons sitting and squeezing around the opened blow - light-dazzled, bewildered and frightened - they wanted to return to solitude and the accustomed darkness.

I det samme kom Barbara ind igen. At that moment, Barbara came in again. Hun gik hurtigt hen til Torben og meldte, at Pastor Vestrup var kommen. She quickly walked over to Torben and reported that Pastor Vestrup had arrived.

"En præst?" "A priest?" sagde Asmus Hagen og gjorde store øjne. said Asmus Hagen, making big eyes.

Torben blev lidt ærgerlig. Torben became a little annoyed.

"Sagde I ikke, at her var fremmede? "Didn't you say there were strangers here? Forresten ... Du kender ham jo, Asmus! By the way ... You know him, Asmus! Det er Mads Vestrup." It's Mads Vestrup. "Vestrup?" Vestrup? "Ja, husker du ham ikke fra studentersamfundet og aprilforeningen? ||||||||April Association Yes, don't you remember him from the student society and the April association? En bondestudent her fra egnen." A peasant student from this region. "Vent lidt! Wait a little! Er det Skidtmads?" Is it Skidtmads? "Ja ja. "Yes, yes. Han har forresten forandret sig meget. By the way, he has changed a lot. Jeg tror, det vil interessere dig at træffe ham igen. I think you will be interested in meeting him again. – Bed Pastor Vestrup komme ind, Barbara!" – Have Pastor Vestrup come in, Barbara!" Asmus Hagens smukke og kloge øjne blev atter store af overraskelse, da præsten kom ind. Asmus Hagen's beautiful and wise eyes grew wide with surprise again when the priest entered. Det var en mand af middelhøjde, lavbenet men med bugnende overkrop og tung af fedme. ||||||||||||heavy with fat|| He was a man of medium height, short-legged but with a bulging upper body and heavy with fat. Han bar briller men ellers var der ikke noget præsteligt ved ham. He wore glasses but otherwise there was nothing priestly about him. Han var mørk i huden som en bonde og var også påklædt som en bonde, bar en bredskødet frakke af dyffel og et blomstret bomuldstørklæde knyttet om halsen i stedet for flip. |||||||||||||||||broad-shouldered coat|||||||||||||| He was dark in the skin like a farmer and was also dressed as a farmer, wearing a wide-legged coat of daffodil and a floral cotton scarf tied around his neck instead of flip. Omkring munden og ned over hagen bredte sig en sort skæggebund. |||||the chin||||| Around the mouth and down the chin a black beard spread.

Pastor Vestrup havde godt vidst, at der var kommen fremmede til Favsingholm. Pastor Vestrup had well known that strangers had come to Favsingholm. Han havde fra sit vænge set hyrevognen fra Randers, da den kørte gennem landsbyen. He had seen from his wing the rental car from Randers as it drove through the village. Derfor var han netop kommen her. That's why he had just come here. Men da han nu såe Asmus Hagen, var han nær ved at fortryde at have givet efter for sin nysgerrighed. But when he now saw Asmus Hagen, he almost regretted having given in to his curiosity. Til sin ærgelse og skam følte han overfor denne elegante og verdensvante herre pludselig noget af den ellers forlængst overvundne forsagthed, der i gamle dage så tidt havde fået ham til at slå øjnene ned for folk, som han i sit Hjerte foragtede. To his annoyance and shame, he suddenly felt some of the long-overcome shyness in front of this elegant and worldly man, which in the old days had often made him lower his eyes before people he secretly despised. Blandt andet blev han urolig ved synet af den andens brocherede silkevest og fik travlt med at knappe sin frakke over brystet, fordi hans egen var mærket af mange års brug. Among other things, he became uneasy at the sight of the other's brocade silk vest and hurried to button his coat over his chest because his own was marked by many years of use.

Hvad der overraskede Asmus Hagen var ikke desmindre netop den selvsikkerhed, som årene havde givet den forrige bondestudent, hvem han tåget erindrede som en forkommen stakkel med et upålideligt blik. What surprised Asmus Hagen, however, was not exactly the self-assurance that the years had given the former farmer student, whom he faintly recalled as a lost poor man with an unreliable look. Han hilste på ham med nogen forbeholdenhed og sagde: He greeted him with some reservations and said:

"Jeg har vist allerede set Deres hjem. "I've seen your home already. Er det ikke præstegården, der ligger straks på højre hånd, når man kommer fra Randers? Isn't the rectory immediately on your right when you come from Randers? Et langt, gulkalket stuehus med mange stærekasser på gavlen og en vindmotor på ryggen af ladebygningen?" A long, yellow-limed farmhouse with many starling boxes on the gable and a windmill on the back of the barn? "Jo, det er mit hjem," svarede Præsten tørt og satte sig uopfordret, idet han ved sig selv gjorde en højst uærbødig bemærkning om "den lille københavnske laps". "Yes, it is my home," replied the Priest dryly and sat down uninvited, making a rather disrespectful remark about "the little Copenhagen brat" to himself. Der sad nu de tre gamle studenterkammerater i den hældende dag og holdt med besvær en samtale vedlige ved at opfriske minderne fra ungdomstiden. There sat the three old student buddies in the declining day, struggling to maintain a conversation by refreshing memories from their youth. Især var Præsten meget ordstille. Especially, the priest was very taciturn. Det blev for hans vedkommende ikke til stort mere end nogle små grynt til bekræftelse eller benægtelse. For him, it amounted to little more than some small grunts of affirmation or denial. Ikke med en mine røbede han, at han havde genkendt Asmus Hagen eller vidste, hvem han var, endsige at han viste ham nogen særlig agtelse på grund af hans glimrende løbebane. Not with a single expression did he reveal that he had recognized Asmus Hagen or knew who he was, let alone that he showed him any particular regard due to his brilliant career. Tilsyneladende udeltagende, men med et årvågent Blik bag brillerne, sad han og strøg sig med hånden over sin ubarberede hage. Seemingly detached, but with a watchful eye behind his glasses, he sat stroking his hand over his unshaven chin. Det lød som om han gned sig med sandpapir. It sounded like he was rubbing himself with sandpaper.

I virkeligheden vidste han dog rigtig god besked. In reality, however, he knew very well. Han havde ofte læst den unge Professors navn i aviserne og set ham løftet i højsædet som den moderne medicins førstemand herhjemme. He had often read the young professor's name in the newspapers and seen him elevated as the first man of modern medicine in Denmark. Men den slags døgnberømmelse misundte han ingen. But he didn't envy that kind of overnight fame. Hvad betød sligt i evigheden? What did that mean in eternity? Dersom han havde villet det, kunde han også godt selv have siddet derovre i København med et landskendt navn og haft både universitetsprofessorer og endnu mere højnæsede personer rendende på sine trapper. If he had wanted to, he could have sat over there in Copenhagen with a nationally known name and had both university professors and even more high-nosed people running on his stairs. Det var såmænd ikke mere end et par dage siden han igen havde fået en opfordring til at overtage folketingskresen her for at bevare den for demokratiet. It was not more than a few days ago that he had received another call to take over the parliamentary constituency here to preserve it for democracy.

Torben trak sig mere og mere ud af samtalen. Torben withdrew more and more from the conversation. Han var glad ved at sidde et øjeblik uforstyrret med sine egne tanker. Længe kunde han dog ikke tie med den store nyhed. For a long time, however, he could not keep quiet about the big news. Men da han vilde begynde på en forklaring, gik det hurtigt i urede for ham. But when he tried to start an explanation, he quickly got into trouble.

"Fortæl selv, Asmus!" sagde han og strøg sig over panden. he said and stroked his forehead.

Mads Vestrups mørkegrå øjne flyttede sig mistroisk fra den ene til den anden under Professorens fortælling. Mads Vestrup's dark gray eyes moved suspiciously from one to the other during the Professor's story. Han var i begyndelsen mest tilbøjelig til at tro, at den var et forsøg på at have ham tilbedste. ||||||||||||||||to have|| Men også da han havde forstået, at det var alvor, forholdt han sig tavs. But even when he realized it was serious, he remained silent. Noget i den tone, hvori denne videnskabens nye sejr over døden blev forkyndt, fik ham til at slå blikket ned.

Vendt mod Torben sagde han tilsidst ganske kort og uden at ytre nogen særlig forbavselse, at dersom det virkelig skulde vise sig at være Vorherres hensigt at give ham hans sundhed tilbage, så vilde mange der på egnen glæde sig derover og ikke glemme at takke den himmelske Fader derfor. Turning to Torben, he said at the end, very briefly and without expressing any particular surprise, that if it really turned out to be our Lord's intention to give him back his health, many in the region would rejoice over it and not forget to thank the Heavenly Father for it.

"Hans miskundhed er det jo dog, der udretter det altsammen," sluttede han. "It is his mercy that accomplishes it all," he concluded. Asmus Hagen forstod godt, at der blev tilkastet ham en handske; men han fandt det ikke umagen værd at tage den op. Asmus Hagen understood that a glove was thrown to him, but he didn't think it was worth picking it up. Som den fede Præst sad der med hænderne foldede over brystet og med fødderne i de klodsede ankelsko væltet om på siden, sådan at sålerne stødte mod hinanden, gjorde han udelukkende et komisk indtryk på ham, – det var jo den genopstandne Anders Tikøb! As the fat priest sat there with his hands folded across his chest and his feet in his clumsy ankle boots turned on their sides so that the soles bumped against each other, he only made a comical impression on him - it was the resurrected Anders Tikøb!

"Det glæder mig, hvad De der siger, Pastor Vestrup. "I'm pleased to hear you say that, Pastor Vestrup. Fornylig læste jeg nemlig, at en af Deres kaldsbrødre havde kaldt lægerne for djævelens håndlangere. ||||||||||||||assistants Der er altså i det spørgsmål en divergens indenfor kirken." Mads Vestrup løftede sit tunge hoved. Mads Vestrup lifted his heavy head.

"Hvad tænker De selv derom, Professor Hagen? De er jo en af ungdommens lærere. Mener De, at lægen i sin gerning kan undvære Herrens velsignelse?" Do you think the doctor can do his work without the blessing of the Lord?" "Spørgsmålet er lovlig ligetil, Pastor Vestrup. "The question is quite straightforward, Pastor Vestrup. Men vil De gerne vide det, så plejer jeg at sige til mine studenter, at der ikke er videnskaben noget tilfælde bekendt, hvor virkningen af et lægemiddel ikke har kunnet forklares som en fuldt ud naturlig proces, ganske uafhængig af nogen troesbekendelse. But if you want to know, I usually tell my students that there is no case known to science where the effect of a drug has not been explained as a completely natural process, quite independent of any creed. En spiseskefuld amerikansk olje f. eks. virker også efter min personlige erfaring ganske suverænt. also works very well in my personal experience. På en Kristen, en Muhamedaner eller en hedning garanterer jeg den samme virkning." On a Christian, a Muhammadan or a Gentile, I guarantee the same effect. " Mads Vestrup såe over på ham med påtagen forbavselse. Mads Vestrup looked over at him with astonished astonishment. Han formelig måbede. He formally moaned. Hvordan? How? Kunde det virkelig være oplyste menneskers alvorlige mening – spurgte han – at et kemisk præparat ejede nogen livsopholdende magt i sig selv? Could it really be the serious opinion of enlightened people - he asked - that a chemical preparation possessed any life-sustaining power in itself? Det var jo da at sætte sig på samme åndelige standpunkt som negere og Hottentotter, der tilbad "ånderne" i en kampesten og besværgede dem ved trolddom. It was then, after all, to sit on the same spiritual stance as Negroes and Hottentots, who worshiped the "spirits" in a boulder and besieged them by sorcery. Så forstod han da bedre den katolske overtro på hellige kilder og undergørende Madonnabilleder, skønt man naturligvis måtte fordømme også denne form for genstandsdyrkelse. Then he better understood the Catholic superstition of sacred sources and miraculous Madonna images, though this kind of worship of the object was also condemned. Men forresten vilde han spørge: hvad hjalp det at gøre legemet friskt, dersom sjælen sygnede hen og hjertet forhærdedes? But, by the way, he wanted to ask: what good did it do to heal the body if the soul was sick and the heart hardened? Herpå skyldte den højlærde videnskab endnu menneskeheden svar. To this, the learned science still owed mankind answers.

"Det svar har de dog fået allerede i Deres skoletid, Hr. "However, they have already received that answer during your school hours, sir. Pastor! Pastor! Corpore sana, mens sano. Corpore sana, while sano. I et sundt legeme en sund sjæl – det var lægekunstens motto lige fra dens ældste dage." ||||||soul||||||||| In a healthy body, a healthy soul - that was the motto of medical arts from its earliest days. " På sin uforanderligt sindige, næsten søvnige måde svarede Mads Vestrup, at det Citat kendte han naturligvis godt. In his unchanging, almost sleepy way, Mads Vestrup replied that he naturally knew that quote well. Det var et af disseherre hedenske visdomsord, som ved nærmere betragtning kun var en kønt klingende frase. It was one of these gentlemen's pagan words of wisdom, which, on closer inspection, was just a pretty-sounding phrase. Fordi et menneske var pukkelrygget eller spedalsk, var derfor også hans sjæl forkrøblet, hans hjerte urent? |||||||||||soul|crippled||| Såe man ikke tværtimod ofte, at et smukt og blomstrende legeme sørgeligt godt forligedes med et tomt og forfængeligt, ja med et råddent indre? On the contrary, was it not often seen that a beautiful and flourishing body was sadly reconciled with an empty and vain, even with a rotten interior? I det hele vilde han gerne vide, hvordan en læge, når han ikke følte sig som Guds ydmyge redskab, fik mod til at bruge sin kunst på andre mennesker. In general, he wanted to know how a doctor, when he did not feel like God's humble instrument, gained the courage to use his art on other people. Han handlede jo så rent i blinde. After all, he was acting blindly. De syge folk f. eks. The sick people, for example. dernede på det Pariser-hospital – hvor kunde lægerne så sikkert vide, at der var gjort en velgerning mod dem ved den helbredelse? down there at the Paris hospital - where could the doctors know for sure that a charity had been made against them at that cure? Derom kunde alene Gud dømme, og til hans rådslagning havde videnskaben endnu ikke fundet vej. ||||||||deliberation|||||| That alone God could judge, and to his consultation, science had not yet found its way. Dersom de herrer læger kunde følge deres patienters livsløb lige til enden, ja udover døden til dommen, vilde der måske i flere tilfælde være grund til at fortryde det "mirakel", der var bleven gjort med dem. If these doctors could follow the course of their patients' lives right to the end, even beyond death to the judgment, there would perhaps in many cases be reason to regret the "miracle" that had been done to them. Asmus Hagen begyndte at blive utålmodig. Asmus Hagen began to become impatient.

"Jeg foreslår, Pastor Vestrup, at vi går over til et andet emne. "I suggest, Pastor Vestrup, that we move on to another topic. Dette her er jo mildest talt noget udtærsket." This is, to put it mildly, rather overdone." Men den tid var forbi, da Mads Vestrup lod sig kyse af en overlegen mine. But that time was over when Mads Vestrup let himself be kissed by a superior mine. Asmus Hagens bemærkning havde tværtimod den virkning, at han nu kom i ornat og faldt ind i præketonen. On the contrary, Asmus Hagen's remark had the effect that he now came into orbit and fell into the sermon. Med orglende stemme talte han om den oprørske selvrådighed, der havde grebet tidens børn og tidlig eller sent vilde gøre dem vanvittige tilhobe. In a booming voice he spoke of the rebellious self-will that had seized the children of the time and would drive them mad sooner or later. Om ikke før, så når Herrens time kom for et stakkels menneske, vilde al selvskabt herlighed opløse sig som et blændværk, al selvskabt styrke bøjes som et siv. |||||||||||||||||||||||||||reed If not before, then when the hour of the Lord came for a poor man, all self-created glory would dissolve like a glitter, all self-created strength bend like a reed. Når mørket lagde sig på vore øjelåg, og det udtærede legeme krummede sig i angst og pine – hvad hjalp så alle videnskabens pulvere og dråber? When darkness settled on our eyelids, and the tainted body crumbled in anguish and torment - what helped all the powders and drops of science? For dødens gru og samvittighedens vånde fandtes dog ingen medicin. However, for the horror of death and the scourge of conscience, there was no medicine.

"Da har vi dog f. eks. "Then we have, for example. morfin," sagde Asmus Hagen. morphine, ”said Asmus Hagen. Det kom som henkastet, men ordet fløj gennem luften med sikkert sigte og ramte Mads Vestrup lige i hjertet med en kraft, så det næsten kunde høres. It came as it was, but the word flew through the air with a sure aim and hit Mads Vestrup right in the heart with a force so that it could almost be heard. Hans tykke ansigt åbnede sig påny med et ganske molboagtigt udtryk af forbavselse – og dennegang uden al forstillelse. |||||||||mollycoddled|||||||| His thick face reopened with a rather mole-like expression of astonishment - and this time without any imagination.

"Ja – gift!" "Yes - married!" sagde han og skottede til Torben med et ængstet blik. he said, looking at Torben with an anxious look.

"Det kan man gerne sige. "You can say that. Men denne gift har den moderne lægevidenskab forvandlet til en velsignelse for menneskeheden. But this poison has transformed modern medical science into a blessing for humanity. På nogle få øjeblikke bringer den en lidende stakkel fred både til legeme og sjæl, så han kan sove ind i døden så sødeligt som et barn ved sin moders bryst. In a few moments, it brings a suffering wretch peace to both body and soul, allowing him to sleep into death as sweetly as a child at its mother's breast. Den lille glassprøjte er bleven et profant nådemiddel, der bevisligt for manges vedkommende har gjort kirkens trøst overflødig." The small glass syringe has become a profound means of grace, which has proven to many the needless consolation of the church. " Mads Vestrup havde hørt på dette med sammenbidt mund. Mads Vestrup had listened to this with a tight mouth. Ved de sidste ord vendte han igen øjnene mod gulvet. At the last words he turned his eyes to the floor again. Blodet sang i hans øre; han måtte ty til bønnen for ikke at give efter for en vild lyst til at springe op og slå den frække spotter midt i hans glatte porcellænsansigt. The blood was singing in his ear; he had to resort to prayer not to succumb to a wild desire to pop up and hit the naughty spotter in the middle of his smooth porcelain face.

Asmus Hagen betænkte sig et øjeblik. Asmus Hagen thought for a moment. Men han havde fået blod på tanden og ønskede at give sin modstander nådestødet. But he had got blood on his tooth and wanted to give his opponent the shock.

"Deres standpunkt forstår jeg i det hele ikke, da jo også Kristus efter Biblen optrådte som læge og altså selv har givet eksemplet. "I do not understand their point of view at all, since Christ, after the Bible, also acted as a doctor and thus himself gave the example. Han genopvakte endda døde folk, hvad vi andre dog ikke befatter os med, og hvad jeg forresten også finder ret inkonsekvent af ham med hans opfattelse af tilværelsen. He even brought dead people back to life, which the rest of us are not concerned with, and which, by the way, I also find rather inconsistent with his view of life. Når man betragter denne verden som en jammerdal, kan man just ikke kalde det en barmhjertighedsgerning mod et lykkeligt hjempermitteret menneske at gøre ham levende igen. When you consider this world a wretched valley, you just can't call it a deed of mercy to a happy home-allowed human being to bring him back to life. Der er f. eks. There are e.g. historien om Jaïri Datter. Et ungt, uskyldigt blod, sikker på himmeriges glæder, er taget bort fra verdens onde fristelser og farer. A young, innocent blood, sure of the joys of heaven, has been taken away from the evil temptations and dangers of the world. Og så – bare for at gøre propaganda for sin religiøse ide – –" And then - just to make propaganda for his religious idea - - -" Længere kom han ikke. That was as far as he got. Mads Vestrup tumlede op med et grynt som en vildorne og tog om ryggen af en stol. Mads Vestrup tumbled up with a grin like a wild boar and took the back of a chair. Det havde været hans hensigt at slynge den i hovedet på ham, men synet af Barbara, som i det samme tilfældigt kom ind, bragte ham til besindelse. It had been his intention to throw it in his head, but the sight of Barbara, who at the same time accidentally came in, brought him to mind. Han stod et øjeblik grå i ansigtet og stirrede ned på Asmus Hagen med skum i mundvigene. He stood gray on his face for a moment, staring down at Asmus Hagen with foam in his mouths. Så gik han bort uden farvel. Then he walked away without a goodbye.

Barbara fulgte ham ud. Barbara followed him out.

Asmus Hagen såe lidt forbløffet efter ham og derpå hen på Torben. Asmus Hagen looked a little amazed at him and then at Torben.

"Du er vred på mig, gamle ven!" "You're mad at me, old friend!" sagde han og gik hen og lagde sin hånd på hans skulder. he said, walking over and placing his hand on his shoulder.

"Du havde ikke lov til at krænke ham. “You were not allowed to offend him. han var dog min gæst." however, he was my guest. " "Javist! "Yes! Det var dumt! It was stupid! Og jeg gør dig min undskyldning. And I apologize to you. Men han kunde have ladet være med at ægge mig op. But he could not have let me up. Forresten begriber jeg ikke, at du har den uappetitlige person gående her. By the way, I do not understand that you have the unappetizing person walking here. Det er ikke sundt for dig. It's not healthy for you. Har du rigtig lagt mærke til hans øjne? Did you really notice his eyes? Et par kloakbrønde – fulde til randen af den frommeste ondskab. A pair of sewer manholes - full to the brim with the most pious evil. Tag dig i agt for ham! Beware of him! Jeg kender den slags folk?" I know that kind of people? " "Ja, mon du også gør det?" "Yes, do you too?" "Å du, jeg har truffet mage til de øjne både herhjemme og i udlandet. "Oh you, I've taken a look at those eyes both at home and abroad. Vi har endnu middelalderen stikkende rundt om i krogene. We still have the Middle Ages sticking around the nooks. Endogså ved universiteterne, du! Even at the universities, you! Det er nærved at blive uhyggeligt! It's about to get creepy! Det går med obskurantismen som med væggetøj og kakelakker. It goes with obscurantism as with the mural and the tiles. Man får den aldrig drevet helt ud af smuthullerne. You never get it completely driven out of the loopholes. Og havde de karle magt som de har agt, så osede kætterbålene igen i alle lande." And if they had manly power, as they have esteemed, then the heretics blazed again in all lands. " "Jeg kan huske, Asmus, det var en stående talemåde hos dig selv i gamle dage, at du gad set alle præster og degne hængt." "I remember, Asmus, it was a constant saying to yourself in the old days that you were watching all the priests and the badgers hung." "Recuerdo, Asmus, era un dicho permanente en ti mismo en los viejos tiempos que querías ver ahorcados a todos los sacerdotes y diáconos". Asmus, der var gået ud over gulvet, drejede sig om på hælen med hænderne i siden og lo. Asmus, who had walked across the floor, turned on his heel with his hands on his side and laughed.

"Det gør jeg endnu! "I still do! Jeg håber bare, at det skal blive overflødigt. I just hope it gets superfluous. Solo espero que se vuelva redundante. De vil revne af sig selv ligesom troldene i eventyret. They will tear off themselves just like the trolls in the fairy tale. Af misundelse og afmægtig arrigskab. Out of envy and impotent anger. Din gode ven, Hr. Your good friend, Mr. Mads, var jo sprækkefærdig allerede. Mads, he was ready to burst already. – Hvad er han i grunden for en person? - What is he, basically, a person? Han stammer her fra egnen?" He came here from the area? " "Hans moder var en fattig væverenke herinde fra nabosognet. "His mother was a poor weaver in here from the neighboring parish. Jeg husker hende godt. I remember her well. Jeg var lidt bange for hende som barn, fordi hun gik med store hornbriller. I was a little scared of her as a kid because she was wearing big horn glasses. Måske også fordi jeg havde hørt, at hun kunde hele Biblen udenad. |||||||||||by heart Maybe also because I had heard that she knew the whole Bible. Hun levede forresten sine sidste år hos ham her i præstegården." By the way, she lived her last years with him here in the rectory." "Så har han altså ikke sin galskab fra fremmede," sagde Asmus; han var standset ved en hylde med gamle stenalder-redskaber, som han gav sig til at undersøge. "So he does not have his madness from strangers," said Asmus; he was stopped at a shelf with ancient Stone Age tools that he set out to investigate. "Det må vel være et godt kald, han har her? "It must be a good cold he has here? "Debe ser una buena llamada la que tiene aquí, ¿verdad?" Du forstår, jeg dømmer efter omfanget af mandens mavesæk. You see, I judge by the extent of the man's stomach. Hvor kan du egenlig holde ud at se på alt det gudfrygtige flæsk uden at få kvalme?" Where can you keep looking at all that godly pork without getting nauseous? " "Embedet er ikke synderlig stort," svarede Torben, som om han ikke havde hørt det sidste. "The embassy is not very big," replied Torben, as if he had not heard the last. "Men han skal være en god økonom. “But he has to be a good economist. "Pero tiene que ser un buen economista. Der er dem, som endogså kalder ham gerrig. There are those who even call him rich. Det veed jeg nu ikke noget om; men jeg tror nok, at han går i stadig bekymring for udkommet. I don't know about that, but I think he is still worried about the outcome. I det hele er han vist langtfra noget lykkeligt menneske. On the whole, he is far from being a happy man. Med al sin gudsfrygt har han et tungt sind." With all his godliness, he has a heavy mind." "Atra bilis – ja. "Atra bilis - yes. Jeg såe det straks. I saw it immediately. Har han mange børn?" Does he have many children? " "Det tror jeg ikke. "I do not think. Men han har nok andre huslige genvordigheder. But he probably has other domestic problems. Hans kone skal være bleven halvvejs krøbling efter den sidste barnefødsel. His wife must have been half-crippled after the last childbirth. Og du kender måske talemåden om kødets brand i en treårs tyr og en velnæret præst." And you may know the saying about the fire of the flesh of a three-year-old bull and a well-nourished priest. " Asmus kom smilende tilbage over gulvet. Asmus returned smiling across the floor.

"Nu kender jeg dig igen, Junker Torben! "Now I know you again, Junker Torben! Af hvem har du forresten lært al den folkelige visdom? By whom, by the way, have you learned all the popular wisdom? ¿De quién, por cierto, has aprendido toda la sabiduría popular? – Men nu skal du gå ind og hvile dig. - But now you have to go in and rest. Jeg kan se på dig, at du er træt." I can look at you, you're tired. "