Sarah, Tyskland. 51 år 5
Hen mod slutningen af mit studium fik jeg et Erasmus-stipendium. Det er et EU-stipendium, så studerende kan komme på et studieophold i et andet europæisk land. Jeg valgte Danmark. Mine tidligere rejser til Danmark var ferierejser, men nu fik jeg mulighed for at forske seks måneder på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby. På det tidspunkt var jeg 35 år gammel, og min datter Rebecca var 10 år.
For at forberede os til vores ophold i Danmark tog vi et danskkursus på en aftenskole i Berlin. Jeg tog Rebecca med, selvom det var et kursus for voksne. Rebecca deltog på lige fod med alle andre kursister og lavede flittigt alle øvelser.
Men vi lærte først rigtigt dansk i Danmark. Det gik hurtigt at lære sproget, synes jeg. Jeg gik tit i biografen og læste Politiken. Det bedste var den humoristiske sektion ATS på bagsiden af avisen. ATS betyder „At Tænke Sig" og gør grin med aktuelle emner i Danmark. Jeg hørte, at når man kan grine over ATS, så er man integreret. Rebecca og jeg morede os altid meget over den. I slutningen af hvert år udkom der en bog med årets samlede ATS-artikler, og jeg købte altid bogen til Rebecca som julegave. Hun ønskede sig stadig bogen mange år senere, da hun for længst var flyttet tilbage til Berlin.
Desuden gik jeg hver dag på DTU, hvor jeg havde danske kollegaer, som jeg kunne snakke med. En stor hjælp var også de danske TV-udsendelser til folk med høreproblemer. De var med dansk tale og danske undertekster. På den måde kunne jeg lære udtalen og samtidig se det skriftlige sprog.
Men det meste lærte jeg på et AOF-sprogkursus i skriftlig dansk. Det var det eneste danskkursus, jeg tog i Danmark, men det var lige præcis det rigtige for mig. Jeg kunne i forvejen klare mig nogenlunde mundtligt, men her lærte jeg også de grammatiske regler. Det gjorde en stor forskel. Fordi vi havde fået en god uddannelse i tysk grammatik i folkeskolen, faldt det mig nemt at forstå den danske grammatik. Når de andre kursister ikke kunne svare, spurgte læreren altid mig. En kvinde truede med, at hun ville forlade kurset, hvis jeg fortsatte. Hun følte sig deprimeret, fordi jeg var så meget bedre end hende.
Det vigtigste i starten var at finde en lejlighed og en skole til Rebecca. Jeg prøvede derfor at ordne det hele, mens vi stadigvæk boede i Berlin.
DTU havde heldigvis en service, der hjalp udenlandske studerende med at finde en bolig. En af deres frivillige medarbejdere i denne service hed Phister. Egentlig arbejdede han for Carlsberg, hvor han rensede flasker. At hjælpe de studerende med at finde en bolig var noget, han gjorde i sin fritid. Phister fandt en lille 2-værelses-lejlighed i Thomas Laubs Gade på Østerbro til os. Vi fremlejede den af en arbejdsløs ingeniør, som skulle på højskole i Jylland i en periode.
Nu da jeg vidste, hvor vi skulle bo, skrev jeg til en folkeskole i nærheden. Min mor hjalp mig med brevet, fordi hun kunne dansk. Jeg forklarede situationen: At jeg snart ville komme til København for at læse på DTU i seks måneder, og at min datter på 10 år skulle gå i skole i Danmark. Skolen svarede venligt: „Selvfølgelig må hun gå hos os. Din datter er meget velkommen."