Mord efter mord: kapitel 19
Hun kom tilbage, da en masse koldt vand ramte hende. Hun havde afsindigt ondt i hovedet.
"Du skal altså ikke hidse mig sådan op," sagde manden. "Du ender jo med at komme til skade."
Han grinede.
"Jeg er hverken en skide bøsse eller trans-vestit. Jeg er forklædt som kvinde. Det er ikke noget perverst." Hun så op på ham. Han havde tørret al sminken af. Det så fuldstændig vanvittigt ud, for nu lignede han faktisk en mand. Men han havde stadig en stram kjole på.
Iben skulle lige til at sige noget grimt, men tog sig i det. I stedet sagde hun:
"Så siger vi det. Men det er jo også helt normalt at klæde sig ud som kvinde og så slå kvinder ihjel. Helst efter lidt tortur. Det er bestemt ikke perverst. Hvordan kunne jeg dog tro det?"
"Nu skal du passe på. Du kan godt komme grimt til skade, hvis du gør mig vred igen."
Han grinede højt. Så bøjede han sig ned over hende, greb hende i håret og hvæsede:
"Det er hævn."
"Hævn? De kvinder har vel aldrig gjort dig noget."
"Det kan du fandeme tro, de har."
"Hvordan?"
"Min mor følte afsky for drenge og mænd. Så jeg skulle gå i pigetøj. Kun når jeg var i skole, slap jeg. Da min stemme kom i overgang, blev jeg sendt på kostskole. Hun ville ikke se mig mere. Jeg kom faktisk ikke hjem, før min mor var død og skulle begraves. Hun ville så gerne have haft, jeg var blevet en succes-rig kvinde. Det kunne hun selv være blevet. Hun var smuk med langt lyst hår. Og hun havde evnerne. Men så blev hun gravid med mig, så det ødelagde jeg. Hun hadede mig for det."
"Hvis hun hadede mænd, hvordan blev hun så gravid?" spurgte Iben.
Hun måtte have ham til at fortælle sin livs-historie. Så kunne hun måske vinde tid nok til at finde ud af, hvordan hun undslap.
Rigge tav et øjeblik. Så nikkede han og sagde:
"Det har jeg også selv tænkt over. Jeg turde ikke spørge. Men sommetider havde hun faktisk besøg af mænd, når hun troede, jeg sov. De var altid væk næste morgen."
Han tav et øjeblik. Så trak han på skulderen og smilede. "Men du må indrømme, at jeg alligevel er noget stærkere end de lyshårede møg-kællinger. Det var lige sådan nogle, min mor altid talte om. Sådan ville hun være blevet, hvis jeg ikke havde ødelagt alt. Hvis jeg så i det mindste havde været en pige, sagde hun altid, så kunne jeg have trådt i hendes fodspor. Men jeg var et mis-foster - en dreng. En mørkhåret dreng. For satan da."
Han rejste sig og begyndte at rode i en taske. Han fandt et par stearinlys og tændte dem.
"Nu ligger du helt stille," sagde han. "Ellers bliver det værst for dig selv."
Hvad skulle hun nu spørge ham om? Hun måtte trække tiden ud.
"Øh. Hvad med Ronnie? Hvordan fik du tingene ind hos ham?"
"Ronnie er skide-skør. Jeg har faktisk været indlagt sammen med ham. Jeg bildte ham ind, jeg var en engel. En falden engel."
Rigge grinede.
"Jeg var altid velkommen hjemme hos ham. Så jeg lagde mine små blodige spor hos ham. Desuden overtalte jeg ham til at droppe medicinen. Jesus på dope er ikke en rigtig Jesus."
Så forsvandt han ud i køkkenet. Iben kunne høre, han tændte for koge-pladerne og ovnen. Lidt efter lød en stille nynnen. Det lød som en julesang. Den mand var bindegal. Iben rev og sled for at få hænderne fri. Men stripsene holdt. Hvordan skulle hun komme fri? Hun prøvede at komme op at stå.
"Hov, hvad var det jeg sagde?"
Iben mærkede et hårdt spark i ryggen og faldt om igen. "Hvad døde din mor...," prøvede hun at spørge, men Rigge afbrød hende.
"Niks. Ikke mere snak. Nu skal vi have lidt skrigeri. Det har jeg savnet de andre gange. Men du får en lille klud i munden. Vi kan ikke risikere, at naboerne hører noget."
Han rakte hånden frem mod hende. Det var nu, hun måtte gøre noget. Ellers startede torturen. Hun ville hellere dø nu med det samme.
Iben bed ud efter ham og fik fat i hans ene finger. Hun bed til.
Han satte i kæmpe-brøl og prøvede at hive fingeren til sig. Men han kunne ikke få den fri. Iben kunne høre knoglen knase, og der løb blod ned i hendes mund. Men hun ville ikke give slip. Han slog hende alt, hvad han kunne i hovedet. Men hun holdt stadig fast.
Jeg giver aldrig slip, tænkte hun. Det er ude med mig, hvis jeg giver slip.
Han slog hende igen og igen. Stuen blev væk i rød tåge. Til sidst blev alt mørkt og stille.