Cristina, Portugal. 38 år 1
Jeg er lykkelig i Danmark. Netop i går mødte jeg en kvinde fra USA, som sagde: „Det er så godt at være sammen med dig! Du er så positiv, du har så meget energi. Alle andre amerikanere brokker sig: De brokker sig over vejret og over menneskerne og over alt muligt, så man får lyst til at rejse hjem. Det er meget bedre at være sammen med dig!" Men det passer, det er ikke noget, jeg bare siger: Jeg elsker at være her. Hvis du spørger min mand, Mario, vil han sige det samme: Vi er begge to lykkelige her.
Det dårlige vejr er ikke noget problem for mig. Selvfølgelig er det altid dejligt, når solen skinner, og når foråret kommer: hurra! Men ved du hvad: I Portugal havde vi altid godt vejr, jeg lagde ikke engang mærke til det. I Danmark glæder jeg mig til gengæld over hver eneste dag med solskin. Det er som med chokolade. I Portugal spiste jeg chokolade hele tiden uden virkelig at nyde den, men nu nyder jeg hvert eneste stykke: „Uhm, hvor er det dejligt, uhm, hvor smager det godt!" Vi savner selvfølgelig maden, den gode portugisiske mad. Der er mange små ting, som man ikke kan købe i Danmark. I Portugal spiste vi for eksempel nestum, en speciel slags korn til morgenmad. Det er så lækkert! Det ligner semulje, men er alligevel anderledes. Vi savner også de portugisiske pølser, chorizos. For ikke så længe siden rejste Mario og jeg til Berlin, hvor de har nogle portugisiske forretninger. Der fandt vi dem, og vi var så lykkelige! Eller bacalhau, tørret torsk. Man kan selvfølgelig købe torsk i Danmark, men man kan kun få den friske. I Portugal importerer vi torsken saltet og tørret fra Norge og har tusind måder at tilberede den på. Men for to uger siden var vi i INCO på Vesterbro, og dér fandt vi den pludselig. Den var lavet på præcis den rigtige måde! Hurra! Jo, det med maden … Det er nok det, vi savner mest.
De første måneder og år i Danmark var selvfølgelig lidt hårde, fordi vi ikke havde venner. I Portugal havde Mario og jeg et meget aktivt socialt liv, og vi var aldrig alene. Vi gik hele tiden i byen eller til fester, og vi var meget sammen med venner og familie. Da vi kom til Danmark, kendte vi derimod ingen og tænkte pludselig: Åh-åh … Hvordan skal det gå? Vi talte ikke dansk og kun meget dårligt engelsk. Jeg havde haft lidt engelsk i skolen, men jeg havde aldrig brugt det bagefter.
Heldigvis er det i Portugal ligesom i Danmark, hvor man ser film og fjernsyn på originalsproget med undertekster på portugisisk. Et eller andet sted lå det engelske altså og skulle bare aktiveres. Engelsk var derfor det første sprog, som jeg lærte at tale i Danmark. Jeg brugte også andre latinske sprog som spansk og endda fransk! Jeg havde aldrig talt spansk eller fransk, men på en eller anden måde skulle vi jo kommunikere. Heldigvis mødte vi nogle latinos, mest fra Spanien og Sydamerika. Dem kunne vi i det mindste snakke med. Vi talte et sprog, som vi kalder portuñol, fordi det er en blanding af portugisisk og spansk, español.
Men vi savnede portugisere, for spanierne og sydamerikanerne er alligevel anderledes. Vi kunne snakke med dem, men der er også mange forskelle. Vi griner for eksempel ikke over de samme ting.
Jeg ringede derfor til den portugisiske ambassade og sagde: „Vi er nye i Danmark og har brug for kontakt. Hvor kan vi møde portugisere?" Men ambassaden vil eller kan ikke hjælpe med den slags. Så opdagede jeg Facebook, og det var min redning. Men måske skulle jeg starte fra begyndelsen …
