Cristina, Portugal. 38 år 2
Vi kom til Danmark for seks år siden, i 2005. Dengang var vores to sønner Martim og Vicente syv og næsten tre år gamle. Vi var en typisk middelklassefamilie og boede i Lissabon. Jeg arbejdede som lægesekretær på et privathospital, hvor jeg sad i receptionen i skadestuen. Jeg tog mig af patienterne, når de kom, hjalp dem og kontaktede lægen. Jeg elskede mit arbejde! Min mand Mario solgte lejligheder. I weekenderne arbejdede han desuden på restauranter, hvor han serverede mad til store fester og bryllupper. Men selvom vi begge to arbejdede på fuld tid, og Mario oven i købet i weekenderne, tjente vi ikke penge nok.
Efter vi har fået euro, er livet blevet meget hårdt for middelklassefamilier i Portugal. Alt er blevet meget dyrt. Min månedlige indkomst var for eksempel ca. 600 euro, og en børnehaveplads kostede 300 euro. Halvdelen af min løn gik altså til Martims børnehave. Vicente var for lille til børnehaven og blev passet af min svigermor, men det var et andet problem, fordi det betød meget transport. Lissabon er ikke som København, Lissabon er en kæmpestor by. Det tog mig en time at komme på arbejde om morgenen og halvanden time at komme hjem om aftenen. Jeg arbejdede otte timer om dagen, men jeg var ude af huset mellem 10 og 11 timer hver dag. Mange børnehaver og fritidshjem i Portugal åbner allerede mellem kl. 6 og 7 om morgenen og lukker først mellem kl. 19.00 og 20.00, for ellers ville folk med børn ikke have nogen til at passe deres børn, mens de er på arbejde.
Vi havde været gift i 14 år, da Mario og jeg havde en stor krise i vores ægteskab på grund af alle de pengeproblemer. Lige i går snakkede jeg med en veninde i Portugal, og hun har det samme problem. Det er noget, der ødelægger ens liv hver dag. Slutningen af hver måned var forfærdelig, for vi vidste ikke, hvordan vi skulle få pengene til at række: Her har vi vores indkomst, og her har vi alle de regninger, der skal betales. Hver ekstra udgift var et stort problem, fordi den betød, at vi måtte låne penge af vores forældre.
Krisen var så alvorlig, at vi flyttede fra hinanden. I to måneder boede vi hver for sig. I den tid tog min mand en beslutning. „Livet kan ikke fortsætte på den måde. Vi må prøve noget andet," sagde han. „Jeg tager til udlandet for at tjene penge."
Jeg var slet ikke glad for idéen, selvom jeg vidste, at han gjorde det for familiens skyld. Jeg kunne ikke forestille mig at være alene med børnene. På den anden side: Hvad havde vi at miste? Vores ægteskab var i forvejen i krise. Min familie betyder alt for mig, og jeg ville gerne beholde den. Jeg kunne også forstå Mario, fordi det er svært for en latino som ham ikke at kunne forsørge sin familie.
