Helena, Estland. 39 år 3
En anden ting, der interesserede mig, var religion og filosofi. I 1996 fik jeg en friplads på Vallekilde Højskole i Danmark på linjen for filosofi. Jeg havde forventet, at det blev lige så godt som i Norge, men jeg blev skuffet fra første øjeblik. Landskabet, maden, men frem for alt det sociale: Alt havde været bedre i Norge. I Norge havde der været meget mere åbenhed og sammenhold, og jeg blev hurtigt accepteret. Det skete ikke på samme måde på Vallekilde Højskole.
Også det faglige niveau skuffede mig. Det handlede mest om at feste og drikke og om at hygge sig. Jeg blev aldrig en del af fællesskabet og følte mig meget ensom. Jeg var den eneste udlænding, og ingen interesserede sig for mig. Jeg kunne forstå det danske sprog, men danskerne kunne eller ville ikke forstå mit norske. Jeg blev dybt deprimeret. Kontordamen lånte mig en cykel, så jeg cyklede meget. Jeg brugte også tiden til at læse og læste mig gennem højskolens bibliotek: Jeg læste Peter Høeg, Svend Åge Madsen, J.P. Jacobsen, Herman Bang og mange andre af de gamle danske klassikere.
Jeg kunne dog godt lide filosofilæreren, som var en ung og åben mand, der nogle gange snakkede med mig. Indimellem inviterede han et par elever hjem til sig selv, blandt andet også mig. Han sagde ofte til mig: „Du skal komme forbi en dag!" En dag gik jeg bare forbi, som han havde sagt. Jeg ringede på, og han åbnede døren. „Hvad sker der?" spurgte han overrasket. Han lukkede mig ikke ind. Sådan var invitationen ikke ment. Man skulle aftale en tid først og ikke „bare" komme forbi. Jeg havde totalt misforstået det. Det var meget pinligt.
Men nogle få venner fik jeg trods alt. Jeg blev venner både med køkkendamen og gartneren, som var en sød og sjov kunstnertype. Hun tog mig med til en fest i den lokale friskole, hvor hendes børn gik. Der mødte jeg en operasanger, som også boede i Vallekilde. Hans kone ville starte et samarbejde med Estland, og de kunne godt bruge min hjælp. Projektet handlede om et pædagogisk samarbejde mellem Danmark og Estland. De havde nogle møder i Slagelse og tog mig med som tolk. I Slagelse mødte jeg også min senere mand, Christian, for første gang. Han arbejdede i Pædagogernes Fagforening, og det var ham, der havde fået idéen til projektet. Vi blev ikke kærester dengang, men han fortalte senere, at han havde lagt mærke til mine sorte Dr. Martens støvler.
Jeg var jo lidt af en flipper dengang, løssluppen med en stor trang til frihed. Jeg beundrede intellektuelle og kloge folk. I Estland havde jeg for eksempel venner i kirken, selvom kirken ikke var populær i de kommunistiske tider. Kirken i min by i Estland havde en „alternativ ungdomsklub" – et intellektuelt åndehul. Den unge kvindelige præst var meget klog, socialt engageret, sjov og dygtig, og hun blev et vigtigt forbillede for mig. Jeg interesserede mig ikke for mode, men gik mest i sort tøj, som mine forældre ikke brød sig om. De var også ret overraskede, da jeg tog til Norge og Danmark. Men jeg var jo voksen og måtte bestemme selv …
