Markus, Tyskland. 43 år 2
Sådan en ulykke har konsekvenser. Livet bliver mere værdifuldt, fordi man bliver klar over, at det pludselig kan være forbi. Jeg afsluttede min uddannelse som sygehjælper, og så rejste jeg rundt i verden i et år: USA, Asien og mest i New Zealand. Det var en fantastisk rejse, hvor jeg oplevede mange ting. Men efter et år var jeg alligevel klar til at tage hjem igen. Jeg havde først og fremmest lært to ting: At jeg godt kunne lide Europa, og at jeg var glad for at bo i Tyskland. Før min rejse havde jeg altid drømt om, at der var bedre andre steder i verden, men nu vidste jeg, at det ikke var helt rigtigt.
Jeg kunne pludselig bedre se, at Europa er spændende, med alle de mange landskaber, lande og sprog. Jeg ville også gerne have mit eget hjem. Under min rejse mødte jeg mange søde mennesker, som inviterede mig hjem til sig selv og var meget gæstfri. Jeg ville gerne vise andre rejsende den samme gæstfrihed, som jeg selv havde oplevet. Jeg har desværre ikke plads nu, hvor jeg bor i København, for vores lejlighed er meget lille. Men jeg drømmer om den dag, hvor jeg har et hus eller en lejlighed med mere plads, for så vil jeg have en au pair-pige. Og jeg tager også gerne blaffere med i min bil!
Efter cykelulykken kunne jeg ikke længere arbejde som sygehjælper. Jeg gjorde min uddannelse færdig, men et arbejde som sygehjælper er fysisk hårdt, og det kunne min ryg ikke klare i længden. Derfor begyndte jeg at læse noget andet, som også interesserede mig: miljøteknik på Teknisk Universitet (TU) i Berlin. I mit fjerde år fik jeg et Erasmus-stipendium. Erasmus er et EU-program, hvor studerende kan få penge til at læse et semester i udlandet. Egentlig ville jeg helst til Norge, fordi jeg elsker Norges natur.
Derfor havde jeg lært mere eller mindre godt norsk på aftenskole i Berlin. Jeg havde også læst to semestre norsk på universitetet som bifag, men det Tekniske Universitet i Berlin havde ikke noget partneruniversitet i Norge. De havde til gengæld et partneruniversitet i København. Derfor begyndte jeg i 1997 at læse på Institut for Miljøteknik på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby. De havde en gruppe, som forskede i biogas, hvilket interesserede mig.
Som forberedelse læste jeg et semester dansk på Humboldt-Universitetet i Berlin hos en lidt mærkelig dansk lektor, som ikke kunne fordrage min blanding af dårligt dansk med norsk udtale og grammatik. Bagefter, i Danmark, var det learning by doing. Det lykkedes at snyde mig igennem i mange år, og først nu opdager min tyske kone, Ines, hvor mange sproglige fejl, jeg laver. Men okay, jeg synes, det går meget godt. Jeg arbejder jo ikke med kommunikation …
Jeg var meget glad for dette første halve år i København. Der var et godt studiemiljø på DTU, og mit forskningsprojekt var spændende. Jeg boede i et velfungerende kollektiv med nogle søde danskere. Vi havde det meget godt sammen. Efter det halve år rejste jeg tilbage til Berlin for at tage de sidste kurser og eksamener på TU, men i 1998 vendte jeg tilbage til Danmark. Mit biogas-forskningsprojekt var stort nok til, at jeg også kunne skrive mit speciale, dvs. mit afsluttende arbejde, om det. Denne gang kom jeg for at blive – og med alle mine ting.