Markus, Tyskland. 43 år 3
Jeg kom med høje forventninger, fordi det første halve år havde været så godt. Men denne gang blev jeg skuffet. Jeg var ikke så heldig som sidst. Det værste var at finde et sted at bo, for mit værelse i mit gamle kollektiv var lejet ud til en anden, og jeg måtte finde noget nyt. I Berlin havde jeg boet i en lejlighed på 60 m2, men jeg havde ikke råd til sådan en lejlighed i København. Desuden kunne jeg godt lide at bo sammen med andre. Jeg ledte derfor igen efter et værelse i et kollektiv, men det var umuligt at finde noget.
En odyssé begyndte, og den varede i to år. Jeg flyttede rundt fra det ene sted til det andet. Nogle gange boede jeg et sted seks uger, andre gange to måneder, så igen tre måneder … Jeg præsenterede mig for 30-40 forskellige kollektiver. De var søde hver gang og roste mig altid: „Hvor taler du fantastisk godt dansk allerede efter et år!" Alligevel fik jeg aldrig tilbudt et værelse.
En af dem, jeg boede hos, var tyske Axel, som boede i København sammen med sin danske kæreste. Hun skulle tre måneder til Paris, og i de tre måneder boede jeg hos ham. Han er stadigvæk min bedste ven i Danmark. Men da hans kæreste kom tilbage til København, måtte jeg flytte igen.
Bagefter boede jeg til fremleje hos en mærkelig fyr på Nørrebro. Der skulle jeg flytte ud lige pludselig, uden at jeg havde et andet sted at bo. Jeg fik hjælp af en tysk kollega, som også arbejdede som forsker på DTU. I de næste seks uger boede jeg i hendes lille 3-værelses-lejlighed på Østerbro, hvor hun lige var flyttet ind sammen med sin datter …
Jeg var skuffet. Mit første ophold gik så godt, men nu følte jeg, at jeg var havnet i et hul. Først efter to år fandt jeg et mere permanent sted at bo, på Heimdalsgade på Nørrebro. En kollega fra DTU skulle rejse til Sydamerika, og jeg måtte bo i hans lejlighed imens. Jeg måtte også selv vælge, hvem jeg ville dele lejligheden med, og valgte en brasilianer og en franskmand, som jeg kendte fra kantinen på DTU.
Jeg havde i mellemtiden fået et ph.d.-stipendie, og det var blevet til en vane, at vi udenlandske ph.d.-studerende mødtes i kantinen til frokost. Vi kunne ikke vænne os til madpakkerne med det medbragte brød, som vores danske kollegaer spiste. Vi ville hellere gå i kantinen og købe noget ordentlig mad. Desuden havde vi behov for kontakt og for at snakke med hinanden – også om andre emner end arbejde. Det var kantinen et meget godt sted til.
Jeg boede i dette lille, udenlandske bofællesskab i fem år, frem til 2004. Det fungerede godt, og jeg blev igen glad for at være i Danmark, også fordi jeg kunne lide mit arbejde og arbejdsmiljøet på DTU. Efter jeg var færdig med min ph.d., fik jeg en fast stilling som forsker og lektor. På det sociale plan var kontakten til mine arbejdskollegaer og mit lille bofællesskab nok for mig.
Jeg skulle først flytte igen, da lejlighedens ejer kom tilbage fra Sydamerika. Han havde fundet en kæreste, og de skulle selv bruge lejligheden. Men i mellemtiden havde jeg sparet lidt penge op og besluttede derfor at købe min egen lejlighed.
Boligmarkedet i Danmark er helt forskelligt fra Tyskland. I Tyskland er der mange boliger, man kan leje, men i Danmark findes der kun få lejeboliger, og man skal stå på venteliste i mange år. I Danmark køber man enten en ejerlejlighed eller en andelsbolig. Jeg købte en lille 3-værelses-lejlighed i stueetagen i et rækkehus på Østerbro. Husets ejer, en tysk psykolog, solgte den nederste etage af sit hus, fordi hun ville købe en lejlighed i Grækenland. På det tidspunkt var der stor efterspørgsel efter ejerboliger, og der var mange interesserede købere. Hun fortalte mig bagefter, at hun valgte mig blandt de mange interesserede, fordi jeg var tysk. Så var det langt om længe en fordel!
Jeg delte lejligheden i to år med Britt, en norsk kollega. Næsten samtidig med, at jeg købte lejligheden, mødte jeg Ines ved et bryllup hos venner i Tjekkiet. Ines er tysker og uddannet journalist og arbejdede som kommunikationschef for en virksomhed i Tyskland. Vi var kærester i to år, før Ines flyttede til København. Indtil da rejste vi frem og tilbage mellem København og Nordtyskland og havde et weekendforhold. Men vi ville gerne bo sammen. Vi var begge næsten 40 år gamle, og hvis vi skulle have børn, skulle det være nu.
Beslutningen om at flytte til København var ikke svær for Ines, for ligesom mig havde hun rejst meget rundt i verden. Hun havde også boet i udlandet før og havde lyst til at prøve noget nyt. Desuden kendte hun København som Skandinaviens mest europæiske by. Hun flyttede ind i min lejlighed, og et år efter fik vi Jonas. To år senere kom vores anden søn, Torger.
