Mit barn må ikke arve mit selvværd – SELVGLAD (4:10) med Katrine Gisiger
Mine ben er faktisk noget af det værste, jeg ved.
Og sådan nogle knæ der hænger lidt.
De her mormorarme.
I kan lige få lov til at se dem tæt på her.
Der er heldigvis nok at tage af.
Og så røven.
Der er også nok at at tage af.
Jeg føler, at min krop er forkert i den forstand, -
at det ikke er normen at have det BMI, som jeg har.
Det er ikke normen at se sådan ud.
Det er ikke meningen, at vi skal se sådan ud.
Det synes jeg kan være svært at acceptere, -
at det så skal være okay, at jeg ser sådan ud.
Det er vigtigt for mig, at Agnes ikke må føle sig forkert, -
fordi jeg går og dømmer mig selv.
Og at hun så tænker: -
"Nå, men så må jeg heller ikke se sådan ud" eller -
"Så er der forkerte måder at se ud på", -
fordi tænk, hvis jeg kunne give hende en opvækst, hvor hun bare...
Altså...
Var glad, uanset hvordan hun så ud.
Det ville jo være det ultimative.
Hej Marlene. Du får din udfordring.
Du skal få ryddet ud i dit klædeskab.
Sådan noget med at have tøj liggende, som man aldrig kommer til at passe igen, -
eller som man skal ændre sig for at passe.
Det er kun noget, der bidrager med dårlig samvittighed -
og troen på at - "Jeg skal være mindre for at være okay".
Så få ryddet ud og få smidt alt det tøj ud, -
som du ikke kan passe, alright?
Vi ses.
Jeg tænker, at hun har ret i, -
at det ikke er godt, at man har det liggende, -
for jeg får jo dårlig samvittighed, -
hver gang jeg kigger på det.
Men det har også hele tiden været et mål at nå tilbage.
- Ja.
- Man gemmer det jo i troen på, at det sker, -
selvom man godt ved, at det ikke sker.
Men tænk nu hvis det skete.
- Det er jo det.
Jeg ved ikke engang, hvor vi skal starte.
Altså lige nu er der cirka tre forskellige størrelser i mit tøjskab.
Og det ligger sådan lidt hulter til bulter.
For så camouflerer jeg det tøj, som jeg ikke kan passe.
- Kan du ikke starte med skoene?
Skoene? Nej! Skoene tæller ikke.
Vi kan jo starte fra en ende af.
- Hvis du ikke har haft det på i år. Så smid det ud.
Det er mine egne personlige mål, der ligger derinde, -
som jeg kigger på hver dag og flere gange om dagen.
Det er en følelse af at give op, når jeg skal smide det ud.
- Den her er faktisk helt ny.
Men...
Den her tror jeg ikke, at jeg får på igen.
- Ud!
Så er der den her graviditetskjole, -
som var virkelig dejlig, når man var gravid, -
så man kunne man have en stram kjole på, -
hvor det var okay, at man var tyk.
Den sorte blonde kjole repræsenterer det stykke tøj, som jeg kunne have på, da jeg var gravid, -
som jeg aldrig ville gå med som ikke-gravid: -
En sort tæt kjole.
Det repræsenterer jo en tid, hvor det var noget mere befriende at være mig end efterfølgende.
- Vi må lave nogle flere børn, for at det kan være der.
- Skal vi have flere børn da?
Nu må vi se.
Det ligner en kjole, som Agnes kunne have på.
Det kunne jeg lave den om til.
Jeg synes, der er lang vej igennem det.
Den kan jeg altså ikke smide ud.
Jo, det kan du.
Det er lidt svært, at Søren skal hjælpe, -
fordi det kun er mig, som ved, hvad jeg kan passe og ikke kan passe.
Og så skal jeg tale med nogen om det også.
Jeg følte mig virkelig tyk dengang.
Og at jeg så står nu og ikke kan passe det.
Det er sådan rimelig...
- Det giver mange frie bøjler.
Så kan dine skjorter faktisk også komme op at hænge.
- Ja! Men de skal vist også smides ud.
Den her trøje købte jeg, da vi var i USA for...
Ja, hvornår var det?
- Det var i 2011.
Var jeg så stor der også?
- Det ved jeg ikke.
- Det var jeg i hvert fald.
Ikke helt så stor.
- Vil du bruge den igen?
Jeg synes bare, at det ser voldsomt ud, når den ser stor ud, når den sidder på bøjlen, -
og når man så får den på, så er den faktisk lille.
- Jamen så skal den bare ud.
Ja, men det er da nemt at sige.
Det er lidt som at skære noget af sig selv væk, -
fordi man har sådan en forhåbning om at...
At man kommer til at kunne passe det igen, og at det så bare vil være mega dejligt...
Og så har man ikke det problem.
- Jeg tror bare, at det vil være befriende, når det var smidt ud.
- Så er man fri for at gå og kigge på det.
Ja.
- Og skulle man tabe sig alligevel, så bliver man nok ikke ked af det gamle tøj, som man har smidt ud.
Så må man få noget nyt tøj som belønning.
- Ja.
Det er jo også rigtigt.
Det er jo bare tøj, og det kan jo købes igen.
Så det betyder jo ikke, at det aldrig sker.
Jeg synes helt klart, at det er et skridt tættere på at slutte fred med min krop, -
fordi jeg netop ikke skal starte dagen ud med at tænke, -
at jeg alligevel ikke kan passe det her tøj.
- De var altså også flotte, hva'?
Ja!
Jeg skal ikke starte dagen ud negativ, -
og det håber jeg kan påvirke resten af dagen, så man ligesom kan...
Lave en bedre cirkel for mig selv.