Mord efter mord: kapitel 20
Da hun kom til sig selv igen, sad han ved sofabordet og forbandt sin finger. Hun lukkede øjnene.
Bedst at lade, som om hun stadig var besvimet. Han sad og bandede for sig selv. Hun kunne høre, han kom hen til hende igen.
"Lede sæk!" råbte han.
Han hældte vand ned i munden og næsen på hende. Hun hostede og hakkede.
"Nå, så vågner du nok igen. Vi er slet ikke venner længere. Det her vil blive værre end noget andet, jeg nogensinde har gjort. Du skal få lov til at se dig selv dø."
Han viste hende en stor kniv.
"Se denne her kniv. Hvis politiet så mig med den, ville jeg komme syv dage i fængsel. Men hov - du er jo fra politiet. Hvorfor anholder du mig ikke? Nå, du gider nok ikke."
Han satte sig på hendes mave og holdt hende fast med sine lår. Han skar t-shirten i stykker. Så tog han et lys og begyndte at dryppe stearin på hendes hud, mens han holdt hende fast til gulvet. Hun prøvede at lade være med at skrige af smerte, men det var svært.
Lidt efter gabte han.
"Nej, det er der ikke meget ved," sagde han.
Han rejste sig og gik ud i køkkenet.
"Se, hvad jeg fandt i min taske. Små bage-forme."
Han holdt i en lille form med en tang. Den skulle vist ligne julemanden. Den var helt rød af at have ligget på kogepladen.
"Den ville jeg gerne have lavet små søde kager med. Men nej. Små møg-drenge skulle ikke..."
Han blev helt blank i øjnene. Iben prøvede at komme fri, men han holdt hende fast.
"Hm. Hvor skal vi have en lille julemand?" grinede han. "Her på kinden?"
Iben kunne mærke den varme form nærme sig.
"Nej, det går vist ikke."
Rigge lod, som om han tænkte sig om.
"Der slutter vi," sagde han så.
Han holdt en lille pause. Så blottede han tænderne og lo:
"Vi begynder her."
Han pressede julemanden ned på hendes mave. Iben havde aldrig mødt sådan en smerte.
"Så, nu har du en julemand på maven. Synd, du aldrig kommer til at vise den frem på stranden.
Hvad skal du nu have?"
En lugt af brændt kød bredte sig i stuen.
Han snusede ind.
"Mmm," grinede han. "Lugter her ikke lidt af flæskesvær?"
Han gik ud i køkkenet igen.
"Hvad med en lille stjerne? Nej, se. Englen er så varm, at hun er ved at smelte. Hende må vi hellere bruge med det samme."
Han stillede sig over hende. Iben kunne dårligt se ham, sådan var hendes øjne løbet i vand.
"Det her er sjovere end nogen juleaften. Tænk - min mor gad aldrig bage kager med mig. Hun har meget på sin samvittighed."
Iben prøvede at krabbe væk fra ham. Men han fulgte bare efter.
"Fint, Iben. Jeg kan godt lide en lille smule modstand. Det udtryk, du har, er vældig godt. Jeg vil vente til allersidst med dit ansigt. Når solen står op i morgen tidlig, ved du så, hvad jeg vil gøre? Nå, ikke. Men det skal jeg fortælle dig. Du skal jo også have noget at glæde dig til. Så vil jeg presse to stjerner ned om dine øjne. Stjerne for en aften. Eller morgen."
Han grinede igen.
"Ups, se nu tabte jeg den."
Iben skreg igen ind i kluden. Englen havde brændt sig fast på den nederste del af hendes hals.
"Det ser lidt sjusket ud. Vi prøver igen. Hov, hov. Ikke noget med at besvime."
Han hældte igen et glas vand over hende.
Vandet fik hende til bevidsthed. Desværre. Gid hun kunne besvime med vilje. Men det kunne hun ikke. "Nå, er du der. Godt. Godt. Du skal være med hele tiden. Vi er først lige begyndt."
Et eller andet bevægede sig. Iben prøvede at blive klar i hovedet.
Døren. Havde den ikke åbnet sig en lille smule? Eller var det bare træk?
Nej. Ibens hjerte slog hurtigere. Hun var sikker. Døren gled langsomt op. Tænk dig om, råbte en indre stemme. Han må ikke se, hvad du har fået øje på. Hun lukkede øjnene.
"Lede sæk! Du åbner de øjne, eller jeg skærer øjenlågene af! Hm. Det var da en fantastisk idé. Hvor får jeg det fra? I hvert fald på det ene øje. Jeg har altid holdt af sjove forsøg. Burde nok have været forsker. Hvor var det nu lige jeg lagde kniven? Man kan vist godt sige, at du nu vil få øjnene op for mine evner. Sjov er jeg også. Du må gerne grine."
Han var så optaget, at han ikke hørte døren bag sig. Så trådte en mand frem. Iben genkendte ham med det samme. Det var Jakob.
Men hvordan kunne det gå til?
"Bliv siddende eller jeg skyder," råbte Jakob.
Men morderen blev ikke siddende. Iben havde aldrig set nogen bevæge sig så hurtigt. Han næsten fløj ud til siden. Samtidig trak han pistolen og skød. Kuglen ramte åbenbart Jakob, for han blev slynget tilbage gennem døren og forsvandt ud i gangen. Rigge kom hurtigt på benene.
"Den satan," råbte han.
Han sneg sig langsomt hen mod døren. Han så slet ikke på Iben.
Hvis hun skulle overleve, måtte hun gøre noget nu. Hun fik sat sig op. Rigge så hende ikke. Englen lå stadig og glødede på gulvet. De skide plastic-strips måtte da kunne brændes over.
Hun pressede hånd-leddene ned mod englen.
Hun havde nær skreget højt. For fanden, hvor gjorde
det ondt. Huden brændte med samme lyd som smør på en varm pande. Hun fik kvalme, men blev ved.
Det tog en evighed. Kunne den glødende engel ikke brænde plastic-strippen over? Hun havde aldrig haft så meget brug for en engels hjælp som nu.
Kære engel... tænkte hun.
I det samme gik strippen over. Hun var fri.
Hun greb kniven, som stadig lå på bordet. Hurtigt skar hun sine ben fri. Hun svajede et øjeblik, da hun kom op at stå.
Rigge måtte have hørt hende, for han vendte sig om. Det var uhyggeligt, så hurtig han var. Hun smed sig så lang hun var ind over sofabordet. Alligevel strejfede den første kugle hendes venstre arm. Det sved som et hvepse-stik, men med de smerter hun allerede havde, bemærkede hun det ikke. Hun måtte have pistolen fra ham. Om hun så skulle dø i forsøget.
Hun rullede rundt. En kugle borede sig ned i gulvet, lige ved siden af hendes kind. I et spring kom hun på benene og kastede sig frem mod ham. Han skød igen. To gange smældede pistolen. Hun mærkede et hårdt stød i låret, men det standsede hende ikke. Hun drejede i luften, og hendes fod ramte hans håndled.
Pistolen fløj fra ham. Iben landede på benene. En stråle af smerte skød op fra det ene ben. Men hun måtte ikke give op. Med al sin styrke sparkede hun ham i maven. Rigge bukkede sammen. Men han var langt fra færdig.
Sort-rød i hovedet af raseri og smerte kastede han sig frem mod hende. Hun hinkede til side og slog af al magt hånd-roden ind i næsen på ham. Han blev fuldstændig blindet.
Selv om det gjorde vanvittigt ondt, støttede hun på det dårlige ben og sparkede begge ben væk under ham. Inden han landede tungt på gulvet, ramte hun ham hårdt i tindingen. Hurtigt samlede hun pistolen op. Rigge bevægede sig ikke. Mon han var død?
Og hvad med Jakob? Hun skyndte sig ud i gangen.
"Jakob, Jakob," råbte hun.
Han lå helt stille.
"Jakob. Du må ikke dø."
Hun tog ham om hånd-leddet. Der var puls. Blodet strømmede ud fra et skud i brystet. Såret sad ret højt. Hvis han fik hjælp hurtigt, kunne han måske reddes. Hun famlede efter hans mobil. Han havde den i brystlommen.
Hun ringede til 112, og de lovede, ambulancen ville være der om et øjeblik.
Hun ringede også til Leo og fortalte ham, hvad der var sket.
"For satan da," råbte han. "Jeg sender hurtigt nogen ud til jer."
Pludselig slog Jakob øjnene op. Han prøvede at rejse sig op.
"Rolig," sagde hun og blev ved med at presse hånden mod hans sår. "Ambulancen..."
Men Jakob blev ikke rolig. Tværtimod. Hans øjne lignede en gal mands. Så løftede han sin pistol. Den rystede i hans hånd. Det så nærmest ud, som om han prøvede at skyde hende.
Hun stirrede på ham. Hvad gik der af ham?
"Det er bare mig, Iben," sagde hun. "Slap af, Jakob..."
"Føt dig," rallede han.
Så hørte hun det. En svag lyd lige bag hende. Hun smed sig ud til siden. Hun mærkede en lang, svidende smerte hen over nakken. Derefter lød et enormt brag. Havde Jakob skudt hende?
Hun orkede ikke at åbne øjnene. Men hun tvang sig til det. Hun lå og så ned i entre-gulvets fliser. Alt var rødt omkring hende. Mærkeligt. Hendes forældre havde da ikke røde fliser. Så så hun, hvordan den røde farve voksede. Fliserne blev farvet røde af blod. Det måtte være hendes blod. Hun kunne mærke det løbe ned over halsen.
"Iben. Iben."
Det var Jakob.
"Vågn op, Iben."
Hun tvang sig op på knæ. Gulvet gyngede under hende. Jakob lå stadig ned. Han havde tabt pistolen.
Men hvor var Hasse? Så fik hun øje på ham.
Det så ud, som om han var blevet smidt op af den ene væg. Han havde et hul i panden. Hun så på Jakob. Manden, som hun havde drillet og sagt, han ikke kunne ramme en lade-port, havde ramt Rigge lige mellem øjnene.
"Hold ud," mumlede han. "Jeg kan høre sirenerne." Det var rigtigt.
Iben lagde sig ind over ham, og med sine sidste kræfter pressede hun hånden ned i hans sår. Hun mærkede hans hånd om nakken.