Den første tid
I begyndelsen er der kaos overalt. Nogle vil sætte tingene i system, mens andre bare vil have ild i en brændeovn for at få varme i husene. De der møder op, kan gå ud på området og vælge sig et hus. Da den alternative avis Hovedbladet skriver en artikel om de tomme bygninger og inviterer folk til at flytte derud, rykker endnu flere mennesker ind på Christiania. Politikerne har nu et stort problem: 600 rebelske personer, der ønsker mere frihed i livet, er kommet for at blive. Selv om politiet ofte forsøger at fjerne folk, fortsætter Christiania med at udvikle sig. Gruppen af indflyttere vokser, og de har masser af store planer. Snart bliver der kamp om boligerne. Det sker, at husene skifter ejer i løbet af en nat, og ingen ved, hvor længe Christiania vil bestå. Indflytterne arbejder på at gøre de tidligere officerslejligheder og soldaterbarakker klar til at bo i. Det samme gælder de gamle fabriksbygninger, hestestalde og værksteder. Indflytning i Fristaden, 1971. Op- og nedture DEL Der er fællesmøde en gang om ugen. Det bliver den øverste autoritet i den frie by, Fristaden. De første måneder kommer næsten alle beboere til de kaotiske møder i stearinlysenes skær og diskuterer, hvordan deres nye samfund skal være. Det er en iskold vinter, men de fleste af indflytterne bliver og fortsætter byggeriet i kulden. Politikerne er uenige om Christiania. Nogle vil helst have, at christianitterne bliver smidt ud, mens andre er imod en konfrontation. På trods af protester fra Københavns Politi og fra kommunen bliver der lavet en kontaktgruppe, hvor christianitter og myndigheder kan mødes og diskutere. Alligevel bliver konfrontationerne med politiet voldsommere. Bageriet på Christiania, 1972. 1972 bliver et år med både op- og nedture. Livet i Christiania blomstrer: To nye Christiania-aviser kommer på gaden, og alle christianitter får fælles adresse på Bådmandsstræde 43. Men politiet forsætter med anholdelser af christianitter og razziaer af deres huse.
