Cristina, Portugal. 38 år 8
Nu deler vi et hus med en dansk familie, som lejer to etager ud til os. Da vi skulle forlade vores lejlighed på Bispebjerg efter to år, hængte vi sedler op alle steder. Blandt andet i Vicentes børnehave, hvor Vicente gik sammen med Marie og Christians søn. Han gik ikke i samme gruppe som Vicente, men de kunne spørge pædagogerne, hvem vi var. Så sagde de til os, at de havde en lejlighed i deres hus, som de gerne ville leje ud.
Vi var heldige, fordi det er et dejligt kvarter, hvor vi nu har boet i to år. Det går meget godt at dele hus med dem. Vi passer Marie og Christians børn, og de passer til gengæld vores. Hver gang, vi laver en kage, går vi ned til dem med et stykke, og Mario tager brød med til dem hver dag. Vi spiser også julefrokost sammen. Men jeg ved ikke, om man kan kalde det for nære venner, for på mange punkter er vi alligevel forskellige.
Problemet er også, at vi ikke snakker godt nok dansk endnu. Det er også grunden til, at jeg holdt op med at arbejde, for nu vil jeg koncentrere mig 100 procent om at lære dansk. Det skal vi, selvom det er hårdt. Jeg troede altid, at jeg var god til sprog, indtil jeg begyndte at lære dansk … Men hvis man gerne vil have danske venner, er der ingen vej udenom.
Det gode ved sprogskolen er, at vi ikke kun lærer sproget, men også meget om Danmark og om det danske samfund og dansk kultur. Det er jeg meget glad for, fordi det er vigtigt for os at blive integreret. Jeg går der fire gange om ugen og arbejder kun lidt ved siden af. I starten havde jeg ikke tid til at gå i sprogskole, fordi vi skulle tjene penge for at kunne opbygge den samme levestandard som i Portugal. Vi startede jo fra nul og skulle købe det hele: sofa, tv, skeer, gafler … Vi startede faktisk fra mindre end nul, fordi vi også havde en gæld i Portugal. I vores første år skulle vi hver måned sende penge til Portugal for at afbetale gælden.
Men nu har vi det godt. Vi har ikke penge til at tage på ferie, men vi har købt alle de nødvendige ting. Også Mario er begyndt at lære dansk, blandt andet for at kunne hjælpe børnene. Det er meget frustrerende, når man ikke kan hjælpe sit barn på syv år med lektierne. Jeg kan heller ikke lide, at man skal bede sine naboer om hjælp, hver gang der kommer et brev fra kommunen.
