Sarah, Tyskland. 51 år 8
Vi havde fundet en lejlighed, Rebecca gik i skole, og jeg gik på DTU. Da jeg var færdig med mit speciale, fik jeg nogle midlertidige arbejdskontrakter. De var dog altid tidsbegrænsede, og der var pauser imellem, så min fremtid var derfor lidt usikker. Der var også tider, hvor jeg ikke havde arbejde. Jeg fik ingen dagpenge, og vi levede af pengene fra villaen i Viborg. I mellemtiden skrev jeg ansøgninger. Efter et stykke tid var jeg heldig og fik et ph.d.-stipendium på DTU. Nu vidste jeg, at jeg havde arbejde de næste tre år, og at vi kunne blive i Danmark.
Jeg hentede mine møbler og bøger fra Berlin, for indtil da havde Rebecca og jeg boet med papkasser som møbler og sovet på madrasser på gulvet. En rigtig flyttevogn var for dyr, så derfor lejede jeg en stor bil i Berlin og kørte den selv. Der var plads til alle mine møbler i den. Jeg købte også brædder i Berlin, hvor byggematerialer er billigere. Så byggede jeg selv bogreolerne til mine mange bøger.
Det gik fortsat godt for Rebecca i skolen, selvom hun siger, at det var nemmest i begyndelsen. Efter et stykke tid var hun ikke længere så interessant for de andre børn som i starten, og hun følte alligevel, at hun var lidt anderledes. Til gengæld blev hun senere meget glad for sit gymnasium, Østre Borgerdyd, hvor eleverne virkelig blev taget alvorligt. Der var et godt forhold mellem eleverne og lærerne, og hun fik meget gode venner. Hun synes stadigvæk, at det var sjovere at gå i en dansk end i en tysk skole, for skolerne i Danmark er mere børnevenlige. Børnene lærer at arbejde selvstændigt, og de lærer, hvordan man tilegner sig viden i stedet for at lære tingene udenad.
Det, der blandt andet adskilte Rebecca fra de danske børn i folkeskolen, var hendes tyske baggrund og de erfaringer, hun havde fra Berlin. I weekenderne rejste vi tit til Berlin for at holde kontakten med vores tyske venner og familie ved lige. Der findes busser mellem Berlin og København, som ikke er så dyre. Rebecca og jeg tog tit bussen til Berlin fredag eftermiddag og kom tilbage søndag aften. Efterhånden mødte vi folk i bussen, som vi kendte. Det var tit de samme mennesker, der rejste frem og tilbage, og vi fandt endda venner på den måde.
Mit forskningsprojekt på DTU var spændende og handlede om miljø og miljøforurening. Jeg skulle undersøge forureningens påvirkning på dyr, der lever i vandet, specielt vandlopper. Desuden var jeg med i et EU-projekt. Det var fantastisk, fordi det betød, at jeg rejste meget og kunne knytte kontakter til mange andre videnskabsfolk, også i udlandet. Der var fortsat en god og afslappet atmosfære på DTU. Min gruppe på instituttet mødtes hver morgen kl. ni for at drikke kaffe sammen. Når kaffen var færdig, ringede en klokke, der hang over døren til vores laboratorium. Det samme skete om eftermiddagen klokken tre. Det var meget hyggeligt, men også vigtigt, for på den måde kunne vi helt uformelt snakke om vores arbejde, uden at vi skulle holde et officielt møde.
Hver fredag morgen var der „fredagsbrød", det vil sige fælles morgenmad for alle på vores institut. Det kunne jeg også godt lide. Ved sådan en fælles morgenmad sagde vi også farvel til Hanne, da hun stoppede som opvasker på vores laboratorium. Direktøren holdt en tale for at sige tak til hende, og jeg tænkte, at sådan noget ville man ikke gøre i Tyskland. Jeg var imponeret over, at man respekterede et simpelt arbejde så højt.
